Otte dræbt i helikopterlanding

En helikopter med 13 turister og tre besætningsmedlemmer er forulykket på en russisk halvø i Sibirien

I begyndelsen af juli styrtede et passagerfly med 28 mennesker om bord ned på Kamtjatka-halvøen. Ingen overlevede. (Arkivfoto)
I begyndelsen af juli styrtede et passagerfly med 28 mennesker om bord ned på Kamtjatka-halvøen. Ingen overlevede. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Otte mennesker er omkommet under en helikopterlanding i et naturreservat på Kamtjatka-halvøen i Ruslands fjerntliggende østlige del.

Det oplyser en unavngiven kilde fra den lokale redningstjeneste til det russiske nyhedsbureau Tass.

Der var ifølge pressetjenesten i naturreservatet Kronotskij i alt 16 mennesker om bord på helikopteren - 13 turister og tre besætningsmedlemmer.

- Helikopteren tilhører formentlig flyselskabet Vitjaz-Aero. Der var 13 turister og tre besætningsmedlemmer om bord, oplyser pressetjenesten til Tass.

Ifølge den lokale redningstjeneste har halvdelen overlevet.

- Ifølge de foreløbige oplysninger blev otte mennesker dræbt under en hård helikopterlanding. De resterende otte blev reddet. Helikopteren sank, oplyser kilden.

En kratersø

Ifølge lokale myndigheder styrtede helikopteren ned i Kurile-søen, som er en kratersø i naturreservatet.

Der er tale om en Mi-8-helikopter.

Så sent som i begyndelsen af juli var Kamtjatka-halvøen omdrejningspunkt for en anden luftfartsulykke.

Her styrtede et russisk passagerfly med 28 mennesker om bord ned.

Ingen af de ombordværende - 22 passagerer og seks besætningsmedlemmer - overlevede, skriver nyhedsbureauet AFP.

Flyet mistede angiveligt kontakten til kontroltårnet, da det forsøgte at lande.

Vragresterne fra flyet blev fundet fire kilometer fra landsbyen Palana, som flyet havde kurs mod.

Passagerflyet styrtede angiveligt ind i en klippe.

Berygtet for flystyrt

Kamtjatka er en stor russisk halvø i den nordøstlige del af Sibirien. Halvøen er omgivet af Det Okhotske Hav mod vest og Beringshavet og Stillehavet mod øst.

Rusland var engang berygtet for flystyrt. Men landet har forbedret flysikkerheden over de seneste år, skriver AFP.

Det sker dog fortsat, at flyene ikke bliver ordentligt tilset, ligesom at sikkerhedsstandarderne ikke er i top.

Landet har oplevet flere dødelige ulykker de seneste år.

Den seneste store flyulykke i Rusland fandt sted i maj 2019. Her forulykkede et fly i Moskva, hvilket kostede 41 mennesker livet.

Powered by Labrador CMS