Opfordrer til våbenhvile
Det er Ukraine og FN, som kommer med den klare opfordring
Både Ukraine og FN opfordrer søndag til våbenhvile i den belejrede havneby Mariupol.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ukraine anser den ortodokse påske, som både Rusland og Ukraine fejrer, som anledning til en våbenhvile.
Angriber stålværk
Ifølge Ukraine angriber russiske styrker søndag stadig stålværket Azovstal i Mariupol. De sidste ukrainske styrker i byen befinder sig i området ved stålværket.
De sidste par tusinde ukrainske styrker i byen og angiveligt omkring tusind civile befinder sig i området ved stålværket.
Ukraine ønsker også nye samtaler med Rusland om at befri de tilbageværende soldater.
Det skriver Mykhajlo Podoljak, rådgiver for præsident Volodymyr Zelenskyj, på Twitter.
Gør klar til overfald
Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde tidligere på ugen, at planer om at storme stålværket var droppet.
Det skulle blot være omringet. Men ifølge Podoljak gør russiske styrker klar til et "overfald".
Han opfordrer Rusland til at indgå en "påskefred i Mariupol" og skabe sikre veje for civile ud af byen med såkaldte humanitære korridorer.
Opfordrer til at indstille kampe
FN's krisekoordinator i Ukraine, Amin Awad, opfordrer søndag til, at kampe i Mariupol straks bliver indstillet. Der er brug for at få fangede civile væk fra kampene, siger han i en erklæring.
- Titusinder af liv er på spil i Mariupol, herunder kvinder, børn og ældre.
- Vi har brug for en pause fra kampene lige nu for at redde liv. Jo længere vi venter, jo flere liv vil være i fare. De skal tillades sikre evakueringer nu. I dag. I morgen kan være for sent, siger han.
Har opfordret før
Også han ser den ortodokse påske som en anledning til at indstille kampene.
Tidligere på måneden opfordrede også FN's generalsekretær, António Guterres, til påskefred under krigen.
Samme opfordring kommer pave Frans med søndag under sin ugentlige bøn på Peterspladsen i Vatikanet.