Om få timer: Løber tør for ilt

Torsdag morgen amerikansk tid ventes en ubåd, der er forsvundet nær vraget fra "Titanic", at løbe tør for ilt

Offentliggjort Sidst opdateret

En omfattende eftersøgningsoperation efter en miniubåd nær vraget fra "Titanic" gik ind i en kritisk fase sent onsdag amerikansk tid.

Der er nemlig ikke mange timer til, at ilten til de fem om bord på ubåden er brugt op.

Den amerikanske kystvagt understreger, at der stadig er håb. Eksperter og avanceret udstyr er involveret i eftersøgningen.

På trods af det er opgaven med at finde og redde ubåden stadig en enorm udfordring.

- Nogle gange er du i en position, hvor du er nødt til at træffe en hård beslutning. Vi er ikke der endnu, siger Jamie Frederick, der er kaptajn for den amerikanske kystvagt.

Fortsat en redningsmission

Han understreger, at der stadig er tale om en redningsmission.

Redningsaktionen fokuserer på den nordlige del af Atlanterhavet i et område, hvor der er hørt "undersøiske lyde", der blev opfanget af en sonar sent tirsdag og onsdag.

Ubåden 'Titan', der forsvandt under et dyk ved vraget af Titanic, løber torsdag morgen, amerikansk tid, tør for ilt.
Ubåden 'Titan', der forsvandt under et dyk ved vraget af Titanic, løber torsdag morgen, amerikansk tid, tør for ilt.

Skabte håb

Lydene skabte håb om, at de fem på ubåden stadig er i live, selv om eksperter ikke har været i stand til at bekræfte, hvor lydene stammer fra.

Det vurderes, at ubåden løber tør for ilt torsdag morgen amerikansk tid - den amerikanske østkyst er seks timer efter Danmark.

Powered by Labrador CMS