Om få timer giver han Putin ny hovedpine
Det bliver land nummer 31
Om få timer vil Finland være det 31. medlem af Nato.
Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, forud for møde for Nato-landenes udenrigsministre tirsdag i Bruxelles.
- I dag er en historisk dag, for om få timer vil vi byde velkommen til Nato. Det vil gøre Finland og Nato sikrere, siger Jens Stoltenberg.
Forberedt sig i årevis
Han peger på, at Finland i årevis har forberedt sig på at kunne modstå et muligt angreb fra Rusland. Derfor råder Finland over et af de mest udviklede forsvar med et af de forholdsmæssigt største antal våbentrænede mænd og kvinder i Europa.
Samtidig betyder Finlands medlemskab, at den finske forsvarsindustri også vil blive knyttet tættere til Nato. Det vil ifølge Stoltenberg også styrke alliancen.
Flaget hejst
Tirsdag vil det finske flag formelt blive hejst foran Nato-hovedkvarteret i Bruxelles for at markere Finlands tiltrædelse som det 31. medlem af Nato.
Det hurtige ryk frem mod udvidelsen af Nato sker ifølge Stoltenberg som en reaktion på Ruslands fremfærd i Ukraine. Invasionen fik hurtigt Finland og Sverige til at søge optagelse i Nato.
Putin får det modsatte
- Med Finlands optagelse i Nato får Putin præcis det modsatte af, hvad han ønskede. Han ønskede mindre Nato. Han ønskede, at døren skulle lukkes for optagelse af nye medlemmer i Nato. Nu får han en udvidelse af Nato. Og Nato tættere på Rusland, siger Jens Stoltenberg.
Med Finlands tiltrædelse får Nato en 1340 kilometer lang grænse til Rusland. Det har fået Ruslands præsident Putin til at varsle flere tropper tæt på grænsen til Finland. Men det er ikke noget nyt ifølge Stoltenberg.
- Rusland har i årevis bygget deres militær op. Det er også sket tæt på Norge og Finland.
Skal øve i Finland
- Vi har også set, at Rusland er villig til at bruge militærmagt mod naboerne Georgien, Krim og Ukraine, siger Jens Stoltenberg.
Det er ifølge Stoltenberg endnu ikke afklaret, om der skal udstationeres Nato-tropper i Finland for at deltage i forsvaret af Finland. Men Natos generalsekretær lægger op til, at der skal skal foretages Nato-øvelser for at styrke Natos beredskab og tilstedeværelse i regionen.
Forventer at Sverige kommer med
- Der vil ikke blive udstationeret Nato-tropper i Finland uden Finlands deltagelse. Det er en finsk beslutning. Indtil videre har det ikke været en del af vores diskussioner, siger Jens Stoltenberg.
Han fastslår dog, at selvom der ikke vil blive oprettet permanente baser i Finland, så vil Nato være tilstede i kraft af blandt andet øvelser.
Det lykkedes ikke at få Sverige med sammen med Finland, som det oprindeligt var håbet. Stoltenberg forventer dog, at Sverige snart vil kunne følge Finland ind i Nato.
Håbet er, at det senest sker i forbindelse med Nato-topmødet i Vilnius i juli.