Nyt om dødstal efter brokollaps
Eftersøgningsarbejdet er indstillet, og seks savnede personer formodes at have mistet livet efter brokollaps
Myndighederne i den amerikanske by Baltimore har kort efter midnat natten til onsdag dansk tid opgivet at finde dem, der blev meldt savnet, efter at en stor bro kollapsede.
Det formodes, at de alle seks har mistet livet.
Det oplyser politiet i Baltimore, som ligger i delstaten Maryland.
Francis Scott Key-broen i Baltimore kollapsede sent mandag aften lokal tid, efter at et containerskib stødte ind i broen.
Et nødsignal fra skibet fik myndighederne til at lukke broen for trafik, inden skibet ramte, men der var stadig håndværkere til stede på broen. De arbejdede med at fylde huller i vejen.
To af dem blev reddet efter broens kollaps, mens seks altså regnes for døde.
Politiet i Baltimore og den amerikanske kystvagt siger, at der med vandets temperatur og med den mængde tid, der er gået siden broens kollaps, er en meget lille - hvis nogen - chance for at finde de seks savnede i live.
På vej til Colombia
Fragtskibet var på vej fra Baltimore til Colombo i Sri Lanka, da det ved udsejlingen fra havnen i Baltimore påsejlede broen.
Skibet udsendte forud for kollisionen med broen et "mayday"-nødsignal, men dets fart syntes at være for høj til at en kollision kunne undgås.
Efter kollisionen kom det frem, at skibet var blevet chartret af det danske selskab Mærsk, som er et af verdens største containerselskaber.
Det betyder, at det er den danske virksomheds gods om bord, men at det ikke er selskabets skib eller personale.
Vil blive genopbygget
Guvernøren i Maryland, Wes Moore, sagde tidligere tirsdag lokal tid i Maryland, at broen, som var en af USA's mest trafikerede, vil blive genopbygget.
- Ikke bare genopbygget, men bygget på en måde, så det mindes de mennesker, som denne tragedie har påvirket - og ære det samfund, den tjener, siger Wes Moore.
Landets præsident, Joe Biden, står klar med føderal hjælp til det projekt.
- Det er min intention, at den føderale regering betaler for hele genopbygningen af broen, og jeg venter, at Kongressen vil støtte disse bestræbelser, siger præsidenten.
- Jeg har givet mit team besked om, at de skal gøre alt, hvad der er muligt mellem himmel og jord for at få genåbnet havnen og genbygget broen så hurtigt som det er menneskeligt muligt, sagde præsidenten tirsdag.