Ny variant nået til Tyskland
Tyskland og Storbritannien har registreret flere tilfælde af den ny variant
Tyskland bekræfter, at det har to tilfælde af smittede med den nye coronavariant Omikron.
De er fundet i München, skriver det tyske nyhedsbureau dpa, der citerer Bayerns sundhedsmyndigheder.
I Storbritannien, hvor der også er blevet registreret to tilfælde af varianten, er der allerede sket straminger med mundbind og karantæne.
Det siger Boris Johnson, den britiske premierminister, på en pressekonference lørdag aften.
Der er fundet to tilfælde af smitten i Storbritannien.
Den britiske sundhedschef, Chris Whitty, siger, at antallet af smittede med den nye variant ventes at stige i de næste par dage.
Premierministeren siger, at personer, der mistænkes for at være smittet med varianten, skal isolere sig i 10 dage. Det gælder, uanset om man er vaccineret.
Der skal igen bruges mundbind i butikker og i den offentlige trafik, skriver BBC. Disse regler vil blive gennemgået igen om tre uger.
Flere test
Rejsende til Storbritannien vil også mærke stramningen.
- Vi må gøre mere og indføre et mere omfattende sæt regler af test for personer, der kommer til Storbritannien fra resten af verden, siger Boris Johnson.
- Enhver, der ankommer, skal inden afslutningen på dag to i Storbritannien tage en pcr-test og isolere sig, indtil resultatet foreligger.
Det er dog fortsat uklart, hvor farlig Omikron-varianten egentlig er.
Bedre jul i år
Chris Whitty siger, at der er en mulighed for, at varianten til en vis grad kan snige sig uden om vaccinebeskyttelsen.
Men han siger også, at selv om den måske er i stand til at smitte vaccinerede, hvad vi ikke ved endnu, så kan vaccinationer måske være nok til at undgå alvorlig sygdom og død.
Men det er ikke surt det hele.
Boris Johnson siger, at han er sikker på, at julen i år bliver langt bedre end julen i fjor, da der var langt hårdere restriktioner end i øjeblikket i Storbritannien.
To tilfælde
Storbritannien har lørdag registreret to tilfælde af coronavarianten Omikron, siger landets sundhedsminister, Sajid Javid.
De to tilfælde menes at være forbundet til hinanden.
Omikron, der også har navnet B.1.1.529, blev første gang opdaget i Sydafrika. Den frygtes at være en mere smitsom udgave af coronavirusset.
Belgien registrerede fredag varianten som det første europæiske land.
Tyskland og Tjekkiet mener lørdag også at have opdaget varianten.
Det kan dog først endeligt afgøres efter yderligere analyse af de positive prøver.
Forbindelse til Sydafrika
De to britiske tilfælde har forbindelse til rejser til Sydafrika, siger Sajid Javid.
- Sent i aftes blev jeg kontaktet af den britiske sundhedsstyrelse. Jeg fik at vide, at der var konstateret to tilfælde af denne nye variant, Omikron, i Storbritannien. En i Chelmsford, en anden i Nottingham, tilføjer han.
De to smittede og alle medlemmer af deres husstande testes igen og er nu blevet bedt om at gå i isolation.