Ny russisk melding
En direkte konflikt med Nato og USA er ikke i Ruslands interesse, siger viceudenrigsminister Sergej Rjabkov
Den russiske regering er ikke interesseret i en konflikt med USA og Nato, men det betyder ikke, at den er klar til at finde sig i hvad som helst.
Det siger Sergej Rjabkov, som er viceminister i det russiske udenrigsministerium, tirsdag.
- Vi advarer og håber, at de (USA og Nato, red.) fatter faren ved ukontrolleret eskalering i Washington D.C. (USA's forbundshovedstad, red.) og andre vestlige hovedstæder, siger Rjabkov ifølge det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.
Han understreger, at Rusland vil besvare Vestens involvering i konflikten i Ukraine med de "passende modforanstaltninger".
Ramt af missiler
Den ukrainske hovedstad, Kyiv, blev mandag ramt af missilangreb, og flere mistede livet.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, lovede i kølvandet på det angreb flere avancerede luftforsvarssystemet til Ukraine.
USA har allerede støttet Ukraine med knap 17 milliarder dollar, siden Rusland indledte en invasion af landet i februar.