Det er siden 2019 gået ned ad bakke for Donald Trump på magasinet Forbes' årlige liste over de 400 rigeste amerikanere.
I 2019 lå han nummer 275. I 2020 var han røget ned på plads nummer 339.
Nu har Forbes offentliggjort listen for 2021, og nu er den tidligere præsident røget helt ud af listen, som toppes af Jeff Bezos, tidligere CEO hos Amazon.
Annonce
Det er første gang i 25 år, at rigmanden Trump, der blandt andet gør det i fast ejendom og hoteller, når han ikke er præsident, ikke er på listen.
Ikke fattig
Det betyder ikke, at han er på vej på fattiggården.
Annonce
Ifølge Forbes er han 2,5 milliarder dollar værd.
Det er 16 milliarder kroner.
Forbes skriver, at Trump mistede en milliard dollar, over en tredjedel af formuen, da han fra 2017 til januar i år var præsident.
600 millioner dollar af tabet er forsvundet under coronapandemien.
Det skyldes delvist, at hans formue er placeret i hoteller, der har haft det skidt under pandemien, og i fast ejendom.
Hvis han havde spredt sine investeringer mere, eksempelvis i en fond, der dækker aktieindekset S & P på Wall Street, ville hans formue være langt større i dag, skriver magasinet.
Jeff Bezos' formue er ifølge Forbes på 201 milliarder dollar.
Nummer to på listen er Elon Musk med 190,5 milliarder dollar, og nummer tre er Mark Zuckerberg med 134,5 milliarder dollar.
* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.
* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.
* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.
– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.
– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.
– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.
– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.
– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden
* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.