Nu vil de stramme grebet om Putin
Ukraine skal have mere hjælp, og Rusland skal isoleres yderligere via nye sanktioner, mener EU og USA
USA vil sende flere våben til Ukraine.
Det lover landets præsident, Joe Biden, tirsdag, efter at han har drøftet krigen i Ukraine med ledere i allierede lande.
Det bliver ikke uddybet, hvor mange eller hvilke våben USA vil sende afsted.
Under drøftelserne tirsdag er EU og USA blevet enige om, at presset skal øges på Rusland via nye sanktioner. Det meddeler den italienske regering.
Står tæt sammen
De allierede er enige om nødvendigheden af at "øge Moskvas internationale isolation", oplyser regeringen i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ledere fra blandt andet USA, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, EU og Nato deltog i drøftelserne tirsdag.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, skriver om resultatet af diskussionerne på Twitter.
- Verdens ledere står tæt sammen om at støtte Ukraine.
- Vi vil yderligere stramme vores sanktioner mod Rusland og skrue op for hjælpen til Ukraine økonomisk og sikkerhedsmæssigt, skriver hun og takker præsident Biden for opkaldet.