Nu taler Putin om sin plan
Putin taler torsdag til det russiske folk
Ruslands invasion af nabolandet Ukraine går - ifølge den russiske præsident, Vladimir Putin - fuldstændig efter planen.
Det siger Putin i en tv-tale torsdag aften.
- Vores særlige militære operation forløber helt efter tidsplanen. Det går efter planen. Alle opgaver, der er blevet udstukket, er blevet gennemført med succes, siger Vladimir Putin, godt en uge efter at invasionen blev indledt.
Uventet modstand
Flere vestlige regeringer og efterretningstjenester mener ellers at vide, at Rusland er stødt på uforudsete udfordringer i Ukraine.
Russiske styrker har angiveligt haft logistiske problemer, lavet taktiske fejl og derudover oplevet uventet modstand fra Ukraines hær og folk.
Derudover oplyste det russiske forsvarsministerium onsdag aften, at 498 russiske soldater er blevet dræbt under invasionen i Ukraine.
Anklaget for tortur
Under torsdagens tv-tale fremlagde Putin ikke-underbyggede anklager om, at ukrainske styrker har tortureret og dræbt russiske krigsfanger. Han sagde også, at Ukraines styrker har taget gidsler og bruger mennesker som skjold.
Den russiske præsident underbyggede ikke sine påstande med beviser.