Rusland har mandag forbudt luftfartsselskaber fra 36 lande - herunder Italien, Spanien, Storbritannien og Tyskland - at benytte russisk luftrum.
Det sker, efter at EU søndag forbød Rusland at benytte dets luftrum.
- Vi foreslår et forbud mod alle russisk ejede, russisk registrerede og russisk kontrollerede luftfartøjer. Disse luftfartøjer vil ikke længere lande, lette eller overflyve EU's territorium, sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen.
Annonce
Det gælder alle russiske fly - også private.
Rammer disse lande
Det russiske forbud, der mandag er blevet indført, rammer i alt 36 lande og områder, fremgår det af pressemeddelelsen. Det drejer sig om følgende:
Annonce
Albanien, Anguilla, Belgien, Britiske Jomfruøer, Bulgarien, Canada, Cypern, Danmark (samt Grønland og Færøerne), Estland, Finland, Frankrig, Gibraltar, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Jersey, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
KONFLIKTEN I DET ØSTLIGE UKRAINE
Bliv klogere på konflikten i det østlige Ukraine her:
* I 2013 kommer et folkeligt oprør i protest mod præsident Viktor Janukovitj, som nægter at underskrive en aftale om tættere forhold til EU.
* I februar 2014 bliver optøjerne intensiveret. Janukovitj flygter til Rusland, og en provestlig regering tager over.
* I marts 2014 annekterer Rusland halvøen Krim. Prorussere gør oprør i det østlige Ukraine ved grænsen til Rusland.
* Separatisterne i Østukraine erklærer selvstændighed og opretter folkerepublikker i Donetsk og Lugansk.
* EU og USA indfører sanktioner mod Rusland.
* I februar 2015 indgår parterne en aftale om våbenhvile i Hvideruslands hovedstad, Minsk. Aftalen giver blandt andet Østukraine selvstyre, men dette er fortsat ikke sket.
* På et topmøde i Paris mandag den 9. december 2019 bliver Ukraine og Rusland enige om at indgå en våbenhvile i det østlige Ukraine, inden året er omme.
* Aftalen omfatter også en tilbagetrækning af styrker fra ukrainske konfliktområder inden marts 2020 samt en fangeudveksling inden udgangen af 2019.
* Parterne bliver også enige om at holde et nyt topmøde om fire måneder for at gøre status på fredsprocessen.
* Den væbnede konflikt i Ukraine har siden 2014 kostet over 13.000 mennesker livet. Imens er over en million mennesker drevet på flugt.