Nu er det slut med pommes frites
I Danmark følger man situationen
I Tyskland er spisesteder nødt til at tage pommes frites af menukortet, fordi der er mangel på madolie.
Det skriver det tyske medie Welt.
I Köln har bryggeriet "Gaffel am Dom", der også serverer mad, siden 1. april ikke haft pommes frites på sit menukort.
Til Welt understreger Erwin Ott, ejer af Gaffel am Dom, at der ikke er tale om en aprilsnar.
- Jeg ville ønske, at det var en aprilsnar, siger Erwin Ott til det tyske medie.
Årsagen, til at bryggeriet fra Köln og andre spisesteder oplever en mangel på spiseolie, er krigen i Ukraine.
Modtager ikke olie
Ukraine er sammen med Rusland nemlig nogle af verdens største producenter af madlavningsolie. Og på grund af Ruslands invasion af Ukraine bliver der ikke sendt lige så meget madolie ud til resten af verden.
Det begynder man at mærke konsekvenserne af i Tyskland, hvor det ser ud til at gå ud over virksomheder, der på en eller anden vis bruger spiseolie.
Følger situationen
Ritzau har spurgt flere restaurantkæder i Danmark, om de foreløbigt mærker til manglen på spiseolie, og hvordan de forholder sig til situationen.
Fra McDonald's lyder det, at man følger situationen tæt i samarbejde med sine leverandører og samarbejdspartnere.
- Og vi er også parate til at omstille forretningen, hvis det skulle blive aktuelt, skriver Mads Jensen, kommunikationschef for McDonald's Danmark, i en mail.
Oplever opfordringer
Også Sunset Boulevard følger situationen tæt. Det fortæller Jens Broch, administrerende direktør i Sunset Boulevard.
- På trods af generel god vækst i forretningen og øget omsætning i vores restauranter oplever vi, ligesom alle andre i branchen, leveringsudfordringer fra vores samarbejdspartnere. Først som følge af corona og dernæst som følge af krigen i Ukraine.
- Derfor er vi hele tiden i tæt dialog med dem, så vi ved, hvad vi kan forvente og forberede os på eventuelle forsinkelser eller udeblivelser af leverancer, skriver han i en mail.