Nu bomber de Kyiv og andre byer igen
Mindst to eksplosioner er hørt i Ukraines hovedstad. De kommer efter nationale advarsler om luftangreb
Flere ukrainske byer er tirsdag blevet ramt af, hvad der af Ukraine beskrives som en stribe missilangreb udført af Rusland.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I hovedstaden Kyiv er to beboelsesbygninger blevet ramt. Det siger byens borgmester, den tidligere professionelle bokser Vitalij Klitsjko.
Follow all developments of the ongoing Russian missile attack on Kyiv by link. We will continue to update the article. https://t.co/MNLPcMbvv3
— The Kyiv Independent (@KyivIndependent) November 15, 2022
- Der er et angreb mod hovedstaden. Ifølge vores foreløbige information er to beboelsesbygninger ramt i Petjerskyj-distriktet, siger Kyivs borgmester, den tidligere professionelle bokser Vitalij Klitsjko, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Adskillige missiler blev skudt ned over Kyiv af luftforsvarssystemer. Læger og redningsfolk er til stede på de ramte steder, siger borgmesteren.
Røg kan ifølge en journalist fra Reuters ses stige op fra byen. Der er også meldinger om, at der lyder varslingssirener over hovedstaden.
Flammer fra bygning
Videooptagelser, som det ukrainske præsidentkontor har delt på sociale medier, viser ifølge Reuters flammer fra en lejlighedsbygning.
En journalist fra Reuters beretter om at have set omkring 15 lokale indbyggere samle sig nær en ødelagt femetagers bygning.
Embedsfolk har bedt indbyggere om at holde sig inden døre.
Ifølge Reuters er det ikke kun Kyiv, der tirsdag er blevet ramt af angreb. Også den vestukrainske by Lviv og nordøstlige Kharkiv er ramt.
Samlet på Bali
Eksplosionerne kommer efter nationale advarsler om luftangreb.
Advarslerne er kommet i timerne efter præsident Volodymyr Zelenskyjs tale til G20-lederne, der er samlet på Bali i Indonesien i disse dage.
- Rusland besvarer Zelenskyjs stærke tale til G20 med nye missilangreb. Tror nogen seriøst på, at Kreml virkelig ønsker fred? De vil have lydighed. Men når alt kommer til alt, taber terrorister altid, skriver præsident Volodymyr Zelenskyjs stabschef, Andriy Yermak, på Twitter.