Norsk massemorder vil ud

Anders Breivik har afsonet over ti år af sin forvaringsdom. Det betyder, at han kan anmode om prøveløsladelse

Breivik blev i 2012 idømt 21 års forvaring for at have dræbt 77 mennesker i angreb på øen Utøya og ved regeringskvarteret i Oslo (Arkivfoto).
Breivik blev i 2012 idømt 21 års forvaring for at have dræbt 77 mennesker i angreb på øen Utøya og ved regeringskvarteret i Oslo (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Den norske massemorder Anders Behring Breivik skal have en begæring om prøveløsladelse behandlet i retten.

Det står klart, efter at Oslos statsadvokater fredag har afvist anmodningen om prøveløsladelse.

Det fortæller Breiviks forsvarsadvokat til den norske avis VG.

- Anklagemyndigheden har nu vurderet, at de ikke er enige i prøveløsladelse, og de mener fortsat, at vilkårene for at holde ham i en lukket anstalt fortsat er til stede, siger forsvarsadvokat Øystein Storrvik.

Statsadvokaternes afvisning af begæringen betyder, at det nu skal afgøres i retten, om Breivik kan prøveløslades, skriver VG.

Idømt 21 års forvaring

Breivik blev i 2012 idømt 21 års forvaring for at have dræbt 77 mennesker i angreb på øen Utøya og ved regeringskvarteret i Oslo.

Straffen betyder, at Breivik som udgangspunkt skal sidde fængslet i 21 år.

Dog kan straffen løbende forlænges med fem år ad gangen, hvis det vurderes, at han fortsat udgør en trussel mod samfundet.

Der er ingen begrænsning på, hvor mange gange straffen kan forlænges.

Kan anmode om prøveløsladelse

Dommen betyder, at Breivik efter ti års afsoning - hvilket han rundede 5. juni i år - kan anmode om at blive prøveløsladt.

Kriminalforsorgen i Norge har bedt om, at sagen om prøveløsladelse skal udspille sig i fængslet i Telemark af sikkerhedshensyn.

Breiviks forsvarsadvokat mener, at det bør foregå uden for fængslet.

- Vi mener, at det skal foregå i en retssal ligesom andre sager. Der er taget fuld højde for sikkerheden i eksempelvis retten i Oslo, hvor den oprindelige retssag blev afholdt, lyder det fra forsvarsadvokat Øystein Storrvik.

Det er lidt over ti år siden, at Breivik stod bag en bombeeksplosion i Oslo og et angreb på Utøya, hvor Arbeidernes Ungdomsfylkning holdt sommerlejr.

Breivik skiftede i 2017 navn til Fjotolf Hansen.

Blå bog: Anders Behring Breivik

Navn: Anders Behring Breivik

Født: 13. februar 1979

Fødested: Oslo

Søn af: Diplomat Jens Breivik og plejemedhjælper Wenche Behring

Nationalitet: Norsk

Uddannelse: Handelsgymnasium

Kilde: NTB og Wikipedia
Powered by Labrador CMS