Norsk kronprinspar deltager i mindegudstjeneste
Gudstjenesten i Kongsberg Kirke er til minde om de fem personer, der onsdag blev dræbt i den norske by
Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit deltager i en mindegudstjeneste i Kongsberg Kirke søndag formiddag.
Ved gudstjenesten vil man mindes de fem personer, der blev dræbt af en dansk-norsk mand onsdag aften i den norske by Kongsberg.
Derudover deltager den norske justits- og beredskabsminister Emilie Enger Mehl fra Senterpartiet (Sp) i gudstjenesten, der ledes af sognepræst Roar Tønnesen.
Gudstjenesten begynder klokken 11 og efterfølges af et arrangement på rådhuset i Kongsberg, hvor kronprinsparret også deltager.
Har erkendt faktiske forhold
Der afholdes også en mindekoncert ved Kongsberg Kantori klokken 18 søndag
Onsdag aften tog den 37-årige Espen Andersen Bråthen livet af fire kvinder og en mand, da han i den lille norske provinsby Kongsberg gik til angreb med blandt andet bue og pil.
Den 37-årige har siden erkendt de faktiske forhold, men har ikke erkendt sig skyldig i at have begået noget ulovligt.