Nordkorea gør det igen

Nordkorea har angiveligt affyret et ballistisk missil fra landets østkyst tirsdag. Missilet landede i havet

I slutningen af september affyrede Nordkorea angiveligt dette hypersoniske Hwasong-8-missil.
I slutningen af september affyrede Nordkorea angiveligt dette hypersoniske Hwasong-8-missil.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nordkorea har affyret et ballistisk missil fra havnebyen Sinpo på landets østkyst tirsdag.

Det oplyser Sydkoreas militær natten til tirsdag dansk tid.

Militæret oplyser videre, at missilet landede i havet.

Ifølge nyhedsbureauet Yonhap sker tirsdagens affyring samtidig med, at efterretningschefer fra USA, Sydkorea og Japan skal mødes i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, for at diskutere spændingerne med Nordkorea.

Sidst i september

Således er hundredvis af repræsentanter for internationale virksomheder og væbnede styrker tirsdag samlet i Seoul til åbningen af Sydkoreas største forsvarsudstilling nogensinde, International Aerospace and Defence Exhibition.

Her er alt det nyeste inden for jagerfly, militærhelikoptere, droner og andre avancerede våben samt rumraketter udstillet.

Så sent som i september foretog Nordkorea flere prøveaffyringer med missiler.

Blandt andet hævdede landet i slutningen af september, at det havde testet et hypersonisk missil. Holder det stik, vil det være en klar styrkelse af landets missilprogram.

Uforudsigelige baner

Ifølge det statslige nyhedsbureau i Nordkorea, KCNA, var der tale om et Hwasong-8-missil.

Et hypersonisk våben flyver mindst fem gange hurtigere end lydens hastighed.

Hypersoniske missiler kan programmeres til uforudsigelige baner og foretage skarpe manøvrer, når de nærmer sig et mål. 

De kan følge fladere og langt lavere baner end ballistiske missiler.

I midten af september foretog det nordkoreanske militær desuden endnu en prøveaffyring af ballistiske missiler.

Ifølge Sydkoreas forsvarskommando blev der 15. september affyret to ballistiske missiler.

Samme dag gennemførte Sydkorea en affyring af landets første ubådsmissil.

Nordkorea

Nordkorea, officielt Den Demokratiske Folkerepublik Korea, er et land i Østasien, i den nordlige del af den koreanske halvø. Pyongyang er både landets hovedstad samt den største by med en befolkning på godt 2,5 millioner. Mod nord og nordvest er landet omgivet af Kina og af Rusland langs Amnok (kendt som Yalu i Kina) og Tumen-floden. Landet grænser mod syd op til Sydkorea (officielt Republikken Korea), med den stærkt befæstede demilitariserede zone, der adskiller de to lande. Landets indbyggertal er på 25 millioner.

Korea blev annekteret af Kejserriget Japan i 1910. Efter Japans kapitulation i 1945 blev Korea delt i to zoner, en deling det var meningen skulle være midlertidig. Den nordlige zone blev administreret af Sovjetunionen, den sydlige zone af USA. Rivaliserende regeringer blev etableret i de to zoner, og i Nord blev Kim Il-sung leder for kommunistpartiet. I 1948 proklamerede først Sydkorea og derefter Nordkorea sig som uafhængige stater. USA og Sovjetunionen trak sig ud, men sidstnævnte forlod en velorganiseret nordkoreansk hær. Koreakrigen brød ud i 1950, efter at Nordkorea angreb Sydkorea. I Koreakrigen blev Nordkorea støttet militært af Kina, mens USA og de fleste af FN's medlemslande tog den sydkoreanske side. Da krigen sluttede tre år senere, forblev grænsen nærmest uændret. De to lande har endnu ikke underskrevet en fredstraktat. Genopbygningen foregik med sovjetisk og kinesisk hjælp og i et stærkt centraliseret planøkonomisk system, præget af streng disciplin og omfattende personkontrol.

Nordkorea betragter sig selv som en juche socialistisk stat og praktiserer en lukket, totalitær styreform. Formelt har landet både et parlament og en regering, men i praksis er det Den nationale Forsvarskommission med Kim Jong-un i spidsen, som sidder på magten. Han er efterkommer af Kim Il-sung, hvis familie har haft magten i landet siden selvstændigheden. Der er parlamentsvalg hvert femte år, men alle kandidaterne skal godkendes af kommunistpartiet, som med undtagelse af nogle små støttepartier, er det eneste parti i landet. Nordkorea er et militariseret samfund, som siden 1950’erne har været bygget på Juche-ideologien, der er fortaler for national, kulturel og økonomisk uafhængighed, og at partiet og samfundet skal sættes før individet. Selvom landets ledere hævder at Nordkorea er et klasseløst samfund, er der store skel mellem den lille del af befolkningen, der har magt i landet, og det store flertal, der ikke har. Størstedelen af befolkningen lever i fattigdom, og er isolerede fra omverden. Nordkorea, er med sin hær af én million mand, det land i verden der menes at have den største hær i form af befolkningstal. Værnepligten varer 10 år. Landet har også brugt betydelige ressourcer på at udvikle både kemiske, biologiske våben og atomvåben. Våbeninspektørerne fra IAEA (Det Internationale Atomenergiagentur) blev smidt ud af landet i 1994, og det internationale samfund gør gentagne forsøg på at stoppe landets atomvåbenprogram. En række af nordkoreanske atomprøvesprængninger og missil-lanceringer i 2000'erne har ført til gentagne svigt i forhandlingerne. Som følge heraf har FN's sikkerhedsråd indført strenge sanktioner mod landet.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS