Tidligere AaB-spiller laver sit første mål i Belgien
Henrik Dalsgaard scorede for første gang for Zulte-Waregem, der dog måtte kæmpe for uafgjort.
Det tog ikke lang tid, før Henrik Dalsgaard gjorde opmærksom på sine evner i Zulte-Waregem.
Den danske fodboldspiller, der ved årsskiftet skiftede fra AaB til den belgiske klub, sørgede lørdag aften for, at Zulte-Waregem kom foran 1-0 i kampen mod bundholdet Oud-Heverlee i den bedste belgiske række.
Kampen var dog tæt på at ende som en stor skuffelse for danskerens klub, der først kort før tid fik udlignet til slutcifrene 2-2.
Henrik Dalsgaard, der spillede sin anden kamp for Zulte-Waregem og sin første på hjemmebane, bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 20 minutter.
Føringen holdt dog ikke, eftersom Oud-Heverlee fik udlignet kort før pausen.
I anden halvleg fik begge hold smidt en spiller ud, men alligevel lykkedes det gæsterne at komme foran 2-1, inden hjemmeholdet udlignede til sidst.
Zulte-Waregem ligger på femtepladsen i den belgiske liga med 34 point for 23 kampe.
/ritzau/