Natos frygt: Putin hjælper Nordkorea med A-våben
Jens Stoltenberg frygter russisk-nordkoreansk samarbejde.
Forsvarsalliancen Nato er bekymret for den potentielle støtte, som Rusland kan yde til Nordkoreas missil- og atomprogrammer.
Det siger alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et fælles pressemøde med USA's udenrigsminister, Antony Blinken.
Pressemødet finder sted i Washington D.C, skriver Reuters.
Udmeldingen kommer, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, tirsdag eftermiddag dansk tid har sat kurs mod Nordkorea.
Laver traktat
Der er først på aftenen endnu ingen meldinger om, at Putin skal være landet.
Putin og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, forventes at underskrive en omfattende traktat, der skal udvide samarbejdet mellem landene.
Traktaten skal underskrives personligt af Putin og Kim Jong-un under besøget. Der er endnu ikke frigivet oplysninger om traktatens indhold.
Ramt af sanktioner
De to lande, som begge er underlagt internationale sanktioner, har gradvist nærmet sig hinanden, efter at Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine.
Det er første gang siden 2000, at Putin besøger Nordkorea.