Morddømt frifundet for badekar-drab

Skal nu have erstatning for 13 år bag tremmer

Offentliggjort Sidst opdateret

I 13 år har Manfred Genditzki fra Bayern i Tyskland siddet uretmæssigt fængslet for et drab, han blev kendt skyldig i i 2010.

Men i fredags blev den nu 63-årige mand, der har rusket tremmer i så mange år, pure frifundet i sagen, der i Tyskland blev kaldt "badekar-drabet", skriver Flensborg Avis.

Nu venter et opgør om erstatning for alle de mange års uberettiget fængsling.

Døde i badekar 

Manfred Genditzki var vicevært i et boligkompleks i Rottach-Egern i Bayern tilbage i 00'erne.

Da en ældre kvinde døde i sin lejlighed i 2008, blev Genditzki sigtet, tiltalt og dømt for drab.

Retten godtog anklagemyndighedens fremstilling om, at Manfred Genditzki efter et skænderi med kvinden slog hende i hovedet og druknede hende i hendes badekar.

Manfred Genditzki venter på afgørelsen ved appeldomstolen i München.
Manfred Genditzki venter på afgørelsen ved appeldomstolen i München.

Erstatning venter

Genditzki har mange gange forsøgt at få sagen genoptaget, og fredag genvandt han endelig sin frihed.

En ny domstol er nået frem til, at kvinden døde ved et ulykkestilfælde, hvor hun faldt i badekarret og slog hovedet  og derpå druknede i det fyldte badekar.

Tilbage er nu, at den tyske statskasse skal betale Manfred Genditzki en erstatning for at have stjålet 13 år af hans liv.

Erstatningsbeløbet er endnu ikke fastsat.

Manfred Genditzki genforenes med sin kone, Maira, efter at han fredag kunne forlade retten som en fri mand.
Manfred Genditzki genforenes med sin kone, Maira, efter at han fredag kunne forlade retten som en fri mand.
Powered by Labrador CMS