Mor og barns død efterforskes som drab
Mor sprang torsdag efter sit barn, der faldt over bord fra en færge i Østersøen. Begge er omkommet
Der er fredag indledt en drabsefterforskning, selv om det umiddelbart er usikkert, om der er sket en forbrydelse.
- Der er ingen mistænkt i sagen. Efterforskningen har som mål at klarlægge, hvad der er sket, skriver anklager Stina Brindmark i en kortfattet pressemeddelelse.
En mor og et barn er begge omkommet, efter at barnet torsdag eftermiddag faldt over bord fra en færge på vej til Sverige fra Polen, hvorefter moren sprang i vandet efter barnet.
Moren sprang efter
Det bekræfter polsk politi fredag over for tv-kanalen Tvn24. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Der er ifølge polske medier tale om en polsk kvinde i 30'erne og hendes syvårige søn.
En indsatsleder fra den svenske redningscentral for ulykker til søs fortalte torsdag, at den syvårige var faldet i vandet først. Moren sprang efter.
De blev fundet i vandet, hejst op af en helikopter og fløjet til et sygehus. De var begge bevidstløse, da de blev fundet. Der blev straks derefter anvendt hjertestarter på kvinden.
I vandet i halvanden time
Mor og barn endte i vandet omkring klokken 16 torsdag, da færgen, "Stena Spirit", var cirka halvvejs på ruten.
Omkring klokken 17.30 blev det meddelt, at de var fundet i vandet.
Færgen sejlede til Karlskrona i det sydlige Sverige fra Gdynia i det nordlige Polen.
Svensk politi har efterlyst vidner, der kan være med til at kortlægge, hvordan ulykken skete.
Alle afhørt
Både passagerer og besætning er blevet afhørt. Men det er endnu ikke lykkedes at finde nogen, der så, hvad der skete.
Det krævede en større redningsindsats at finde mor og barn i vandet.
Afbrød Nato-øvelse
- Vi har snart fem helikoptere på stedet, og vi har taget alt, hvad der var i Østersøen, sagde Anders Lännholm, leder af redningsindsatsen, torsdag til tv-stationen SVT.
- Vi har afbrudt en Nato-øvelse, og vi har fly i luften fra den amerikanske kystvagt, som hjælper til. Alt, hvad der flyder eller flyver, hjælper til.
Også mandskab fra færgen deltog i eftersøgningen i Østersøen.