Mødes med Zelenskyj
Boris Johnson mødes lørdag eftermiddag med den ukrainske præsident
Den britiske premierminister, Boris Johnson, holder lørdag møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Kyiv.
Det oplyser en af præsidentens rådgivere på Facebook, skriver AFP.
- Boris Johnsons besøg i Kyiv er netop begyndt med et møde ansigt til ansigt med præsident Zelenskyj, skriver rådgiveren, Andrij Sybiha lørdag eftermiddag.
Klar til forhandling
Forinden havde Zelenskyj lørdag besøg af først Østrigs kansler, Karl Nehammer.
Fredag mødtes EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, med Zelenskyj i Kyiv.
På et pressemøde med Nehammer sagde den ukrainske leder, at han fortsat er klar til at forhandle med Rusland.
- Ukraine har hele tiden sagt, at landet er klar til forhandlinger, og at vi ser på enhver mulighed for at stoppe denne krig, sagde Zelenskyj.
Står stille
Han tilføjer, at der desværre er tegn på, at russerne gør klar til "vigtige slag", særligt i det østlige Ukraine.
- Vi er klar til at kæmpe og parallelt med det forsøge at afslutte denne krig gennem diplomati.
Forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine har stået stille, efter at et stort antal civile blev fundet dræbt i byen Butja uden for Kyiv i sidste uge.
Det seneste møde mellem ukrainske og russiske forhandlere fandt sted 29. marts.