Mindst ti personer missede dødsfly
Stod ved den forkerte gate
Fredag mistede 61 mennesker livet, da et passagerfly fra selskabet Voepass styrtede ned i Brasilien.
Men dødstallet kunne have været endnu højere.
For mindst ti yderligere passagerer skulle have været med flyet.
Det skriver expressen.se.
Stod ved forkert gate
Årsagen til, at de stadig er i live, er, at de havde stillet sig i kø ved en forkert gate i lufthavnen i Cascavel.
Dermed var de ikke om bord på flyet af typen ATR 72, der styrtede mod jorden og eksploderede, hvorved samtlige 57 passagerer og fire besætningsmedlemmer blev dræbt på stedet.
- Mine ben ryster
- Gudskelov kom vi ikke med det fly, siger en af passagerne til nyhedskanalen g1.
Han var kommet i god tid til lufthavnen.
Men han troede, at han skulle flyve med et andet selskab og ventede læn ge ved selskabets gate, uden at der dog dukkede et fly op.
- Mine ben ryster, siger han, da han bliver klar over, at det fly, han havde en plads på, var styrtet ned.
Brokkede sig
En anden passager, Adriano Assis, stod også ved den forkerte gate.
Da han henvendte sig til personalet ved den rigtige gate, fik han at vide, at gaten til det fly, han havde billet til, var lukket.
Adriano Assis brokkede sig højlydt til personalet, som dog insisterede på, at han måtte blive på jorden og ikke kunne komme med flyet.
- Han reddede mit liv. Han passede sit arbejde, siger Adriano Assis til TV-stationen Globo.