Mindst 900 civile er fundet dræbt
De fleste dræbte civile er fundet i Kyiv-forstaden Butja
Mindst 900 civile er blevet fundet dræbt omkring Ukraines hovedstad, Kyiv, efter Ruslands tilbagetrækning fra området.
Ifølge ukrainsk politi er de fleste blevet henrettet med skud.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
- Ud fra det vi ved, går vi ud fra, at folk simpelthen er blevet henrettet på gaden under (russisk, red.) besættelse, siger Andrij Nebitov, regional politichef i Kyiv, på et pressemøde fredag.
Nebitov henviser til data fra politiets undersøgelser, der indikerer, at 95 procent af de døde er dræbt af skud.
- I det 21. århundrede er det umuligt at gemme sådanne forbrydelser. De blev bevidnet af observatører og også optaget på kamera, siger politichefen.
Størstedelen af de dræbte er fundet i forstaden Butja.
Ifølge lokale myndigheder er over 400 civile blevet fundet dræbt i Butja, efter at russiske styrker forlod byen 30. marts.
I alt var byen under russisk kontrol i en måned.
Bundet bag ryggen
Mennesker klædt i civilt tøj blev efterfølgende fundet døde på gaderne, hvor nogle havde deres hænder bundet bag ryggen.
Siden blev flere massegrave også fundet.
I flere dage har retsmedicinske eksperter fra en fransk specialstyrke arbejdet i Butja for at undersøge og identificere ligene fra massegravene.
Rusland har gentagne gange afvist at have begået krigsforbrydelser.
Ifølge Rusland er voldsomme billeder fra den ukrainske by Butja, hvor civile ligger døde i gaderne, iscenesat.
Butja, der er en forstad til hovedstaden Kyiv, har efter den russiske tilbagetrækning haft besøg af blandt andre præsident Volodymyr Zelenskyj og præsidenter fra Polen, Estland, Letland og Litauen.