Milliardær knust over dødsfald
Op mod 100 Amazon-ansatte blev fanget i en lagerbygning i Illinois, da tornadoer ramte delstaten lørdag
Amazons grundlægger, Jeff Bezos, er knust over tabet af seks medarbejdere, der fredag aften lokal tid blev dræbt, da en tornado fik en del af en af virksomhedens lagerbygninger til at kollapse i den amerikanske delstat Illinois.
- Nyhederne fra Edwardsville er tragiske. Vi er knuste over tabet af vores holdkammerater, skriver Bezos på Twitter lørdag med reference til byen, hvor lagerbygningen ligger.
En række tornadoer har i løbet af weekenden ramt i alt syv amerikanske delstater og dræbt mere end 80 mennesker tilsammen.
Præsident Joe Biden har lørdag sagt, at der sandsynligvis er tale om en af de største forsamlinger af tornadoer på samme tid i USA's historie.
Var på arbejde
Myndighederne mener, at op imod 100 Amazon-ansatte var på arbejde på lageret i Edwardsville, da dele af bygningen kollapsede.
Det er uklart, hvor mange der stadig er fanget under murbrokkerne.
Lørdag fortalte brandchef i Edwardsville, James Whiteford, at 45 mennesker var reddet ud af bygningen i god behold, og at mindst seks var døde.
Han tilføjede i den forbindelse, at man ikke regner med at finde flere overlevende, og at bjærgningsarbejdet kan komme til at tage flere dage.
Kan stige
Dermed tyder det på, at dødstallet godt kan stige yderligere.
Tornadoerne ramte en række stater i Midtvesten i USA sent fredag aften. Alene i Kentucky menes 70 at være døde.
Også i andre delstater er der meldinger om dødsofre, dog ikke så mange som i Kentucky. Meldingerne er foreløbige, fordi der endnu ikke er overblik over skaderne og antallet af dræbte og kvæstede.
Høje temperaturer
Ud over Illinois og Kentucky bevægede tornadoer fredag aften sig gennem delstaterne Arkansas, Tennessee, Indiana og Missouri med ødelæggende kraft.
Ifølge de første meldinger er uvejret opstået på grund af usædvanligt høje temperaturer og høj luftfugtighed for årstiden.