Menneskejagt på skydegal person

I USA jagter politiet en person, som begyndte at skyde mod biler på en motorvej fra et trædække

Offentliggjort Sidst opdateret

Skyderi på motorvej I-75 i Kentucky

En gerningsmand skød fra et trædække mod biler på motorvej I-75 nær byen London, Kentucky, hvilket resulterede i flere sårede.

Politiet og lokale myndigheder opfordrer til at undgå området og forblive indendørs, mens jagten på gerningsmanden fortsætter.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Politiet i den amerikanske delstat Kentucky jagter søndag morgen dansk tid stadig en gerningsmand, som fra et trædække har skudt flere personer på den nærliggende motorvej.

Hændelsen fandt sted omkring midnat dansk tid, men det var i første omgang småt med detaljerne.

En ting gjorde myndighederne dog klart: Hold jer væk fra motorvejen I-75 ved afkørsel 49.

Politiet siger, at en person inde fra et trædække nær motorvejen har åbnet ild mod bilerne på motorvejen.

- Bliv inden døre

Klokken 06.30 dansk tid er vedkommende stadig ikke blevet fanget, og varslet fra myndighederne er nu blevet skærpet: Bliv inden døre, og lås døren, lyder det fra den nærliggende by Londons borgmester, Randall Weddle.

Han skriver på det sociale medie Facebook, at syv personer er kommet til skade i hændelsen, og at nogle af dem er blevet ramt af skud.

Biler holder parkeret på motorvejen I-75, hvor en person har åbnet ild mod bilerne fra et nærliggende trædække.

Det står ikke klart, hvor mange af dem som er blevet skudt. 

Det står heller ikke klart, hvilken tilstand ofrene er i.

"Kritisk"

Weddle skriver dog, at alle indtil videre er sluppet med livet i behold.

Hændelsen skulle have fundet sted ved afkørsel 49 på motorvejen I-75. Det er cirka 15 kilometer nordvest for London, som ligger cirka 180 kilometer sydøst for Kentuckys største by, Louisville.

Der bor omkring 8000 mennesker.

Kentuckys delstatslige politistyrker har kaldt hændelsen "kritisk" og indkaldt forstærkninger fra USA's føderale agentur for alkohol, tobaksvarer, skydevåben og sprængstoffer.

Sker to dage efter skoleskyderi

Guvernøren for Kentucky, Andy Beshear, skriver på det sociale medie X, før kendt som Twitter, at man er bekendt med skyderiet.

- Undgå venligst området. Vi kommer med flere detaljer, når vi har dem, skriver Beshear.

Skyderiet sker, bare få dage efter at en gerningsmand åbnede ild på en skole i delstaten Georgia og dræbte to lærere og to elever og sårede ni andre.

Powered by Labrador CMS