Melder ud om pavens helbred
Jeg er stadig i live, sagde det 86-årige katolske overhoved med et glimt i øjet, da han forlod hospitalet
Den 86-årige pave Frans er lørdag formiddag blevet udskrevet fra det hospital i Rom, hvor han onsdag blev indlagt.
- Jeg er stadig i live, lød det fra paven, da han forlod Gemelli-hospitalet.
Her vinkede han til de mange journalister og flere andre mennesker, der havde taget opstilling for at vente på nyt om hans tilstand.
Indlagt i tre dage
Den katolske kirkes overhoved har været indlagt i tre dage, efter at han klagede over åndedrætsbesvær.
Paven er blevet behandlet for bronkitis, skriver AFP. Efter indlæggelsen blev han hurtigt meldt i bedring, efter at lægerne indledte en behandling med antibiotika.
Efter udskrivelsen blev han kørt videre til Vatikanet, hvor han skal i gang med forberedelserne til påskeugen, der er den vigtigste uge i den kristne kalender.
Problemer med knæet
Pave Frans har tidligere aflyst planer på grund af helbredet. Ofte har der været tale om problemer med det ene knæ.
Netop på grund af knæproblemerne er han de seneste måneder flere gange set i kørestol.
I 2021 var han indlagt i ti dage på Gemelli-hospitalet. Ikke på grund af det dårlige knæ, men fordi han blev opereret i tyktarmen.
Valgte at trække sig
Der bliver af og til spekuleret i pavens helbred - og særligt i hvorvidt han kan finde på at trække sig fra sin post før tid.
Hans forgænger, pave Benedikt, valgte at trække sig tilbage, da han ikke længere syntes, at hans helbred tillod ham at være overhoved for den katolske kirke.