Medie: USA håber at kastrere Ruslands hær
Vesten er blevet mindre forsigtig i Ukraine og satser nu på at besejre Rusland totalt
I takt med at Ruslands invasion af Ukraine er ved at forvandle sig til en udmattelseskrig, er USA og dets allierede gået i gang med at kommunikere et nyt mål for konflikten til verden:
Navnligt at Rusland skal besejres så eftertrykkeligt på slagmarken, så landet aldrig nogensinde kan finde på at lancere et lignende angreb igen.
Det skriver CNN.
Den besked blev ifølge mediet leveret tydeligere end nogensinde før, da USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, mandag efter et besøg i Kyiv sagde:
- Vi ønsker at se Rusland blive svækket i en sådan grad, at det ikke længere kan gøre de ting, som det har gjort ved at invadere Ukraine.
Bruger sanktioner direkte
Udmeldingen er, ifølge en talsperson fra USA's nationale sikkerhedsråd, som CNN har talt med, helt på linje med de mål, som USA har haft i månedsvis.
- Vi vil have Ukraine til at vinde, siger den unavngivne talsperson.
- Det er derfor, at vi bevæbner ukrainerne med våben og udstyr, så de kan forsvare sig selv mod russiske angreb, og det er derfor, vi bruger sanktioner direkte mod Rusland for at underminere landets økonomi og militære evne til at true og angribe sine naboer.
Flere amerikanske embedsfolk, der er rejst med Lloyd Austin til Europa, siger til CNN, at det er en besked, forsvarsministeren vil gentage, når han tirsdag skal mødes sine europæiske kolleger på Ramstein-basen i Tyskland.
Har været tilbageholdende
Amerikanske embedsfolk har tidligere i konflikten været tilbageholdende med at sige direkte, at USA's mål er at se Rusland fejle og dets militær blive svækket.
Men det har de seneste ugers kampe ændret på.
Den nye strategi kan ifølge CNN også aflæses i USA og Vestens voksende tolerance over for de risici, det medfører at sende tungere vestlige våben til Ukraine.
- Måden, vi ser på det, er, at vi investerer i at kastrere den russiske hær og flåde over det næste årti, siger en kilde i Kongressen med kendskab til USA's militære hjælp til Ukraine.
Kan få store konsekvenser
Flere kilder oplyser til CNN, at embedsfolk i præsident Joe Bidens administration er optimistiske omkring, at det mål kan nås.
Det er dog lidt af en balancegang, som USA og dets allierede er ude i, når det kommer til at straffe Rusland.
Både fordi det kan have store konsekvenser for den globale økonomi, men også fordi det er uvist, hvordan den russiske præsident, Vladimir Putin, reagerer, hvis han bliver presset for langt op i et hjørne.
Ifølge CNN er det dog stadig USA's overbevisning, at Putin formentlig kun vil bruge atomvåben under konflikten, hvis han føler, at hans eget regime er truet.