Medie: Ukrainsk missil landet i Hviderusland
Det ukrainske luftværnsmissil blev affyret under et af Ruslands mest omfattende missilangreb på Ukraine
Et ukrainsk S-300 missil er landet i Hviderusland, skriver det statslige nyhedsbureau BelTA i den hviderussiske hovedstad, Minsk.
Det ukrainske luftværnsmissil blev affyret under et af Ruslands hidtil mest omfattende missilangreb på Ukraine.
Der er ingen oplysninger om tilskadekomne.
Hvideruslands præsident, Alexander Lukasjenko, blev "øjeblikkeligt informeret", hedder det i en erklæring på det sociale medie Telegram.
Det er ved at blive undersøgt, hvorvidt missilet blev skudt ned af Hviderusland eller om det var en fejlaffyring fra ukrainsk side.
Missil i Polen
Missilet blev opdaget mellem klokken 10 og 11 torsdag formiddag (lokal tid).
Resterne af det ligger spredt på en mark.
I november slog et missil i Polen. Det var affyret af Ukraine.
Episoden sker, på et tidspunkt hvor der er spekulationer om, at Hviderusland kan blive inddraget i konflikten.
Ukraines efterretningschef, Kyrolo Budanov, siger imidlertid torsdag formiddag, at han ikke ser nogen umiddelbar trussel fra Hviderusland.
Situationen er fastlåst
I et interview med BBC siger han, at situationen på slagmarken i Ukraine er fastlåst, så hverken Ukraine eller Rusland kan gøre betydelige fremskridt.
- Situationen er simpelt hen kørt fast, siger Budanov, som for få dage siden udtalte, at udstationeringen af russiske soldater i Hviderusland skal fungere som en afledningsmanøvre.
Budanov siger, at et tog fyldt med russiske soldater for nylig blev sendt til en lokalitet nær den hviderussiske grænse op til Ukraine, men at det få timer senere vendte tilbage med alle soldater om bord.