Massiv pandemi raser blandt ikke-vaccinerede
Sundhedsminister er frustreret over, at mange, der ikke er coronavaccineret, heller ikke har planer om det
En "massiv" pandemi raser med usædvanlig kraft blandt de ikke-vaccinerede i Tyskland, siger sundhedsminister Jens Spahn onsdag.
Han udtrykker frustration over, at de mange, som ikke er blevet vaccineret, heller ikke har planer om det.
Den fjerde bølge raser "med usædvanlig kraft", konstaterer han på et pressemøde.
- Vi oplever for øjeblikket hovedsagelig en pandemi blandt de ikke-vaccinerede, og den er massiv, siger Spahn.
Fjerde bølge
Tyskland, der med 83 millioner indbyggere er Europas mest folkerige land, har de seneste uger været ramt af en fjerde bølge med covid-19 med mange syge. Den seneste uge er dødstallet steget til samme niveau som i maj.
Det seneste døgn er der fundet 20.398 smittede, og 194 personer er døde, oplyser instituttet Robert Koch, der indsamler tallene.
Det er forholdsmæssigt lidt færre smittede end i Danmark. Her lyder tallet onsdag 1978. Men kun en person er død med covid-19.
Tysklands befolkning er med over 83 millioner indbyggere mere end 14 gange større end Danmarks.
Frustreret
Knap 80 procent af folk over 18 år er fuldt vaccinerede med to stik i Tyskland. Det tilsvarende tal for Danmark er lidt over 88 procent. Det fremgår af det europæiske center for sygdomsforebyggelse, ECDC.
Spahn siger, at han er frustreret over, at en stor del af de ikke-vaccinerede voksne i Tyskland ifølge en nyere undersøgelse ikke har til hensigt at lade sig vaccinere.
- For de ikke-vaccinerede er der en stor risiko for, at de vil blive smittet i de kommende måneder, advarer Lothar Wieler, der leder Robert Koch Instituttet.
Spahn siger, at man i nogle af de hårdest ramte områder i Tyskland bør indføre krav om dokumentation for, at man er fuldt vaccineret eller er i bedring for at kunne deltage i forskellige aktiviteter.
Handler ikke om tyranni
Det er en politik, der i Tyskland kendes under betegnelsen 2G.
- Det har ikke noget at gøre med med at tyrannisere de ikke-vaccinerede. Men at undgå at vores sundhedssystem overbelastes, påpeger han.