Magtfuld leder er død
Generalsekretæren for kommunistpartiet, Nguyen Phu Trong, var den mest magtfulde politiker i Vietnam
Lederen af det regerende vietnamesiske kommunistparti, Nguyen Phu Trong, er død fredag. Han blev 80 år.
Det skriver Reuters med henvisning til statslige vietnamesiske medier.
Trong døde af alderdom og alvorlig sygdom, lyder det i en udtalelse fra partilederens læger.
Vietnams præsident, To Lam, overtog Trongs opgaver torsdag, da kommunistpartiets leder skulle have behandling.
Mest magtfulde i landet
Trong var generalsekretær for kommunistpartiet i 13 år.
Han blev anset for at være den mest magtfulde leder i landet, skriver Reuters.
Trong stod blandt andet i spidsen for en omfattende antikorruptionskampagne, som førte til anholdelser af tusindvis af mennesker.
Slog hårdt ned
Derudover var han også med til at slå hårdt ned på dissidenter og aktivister, der gik imod kommunistpartiet.
Mens Nguyen Phu Trong var leder for kommunistpartiet, var han Vietnams præsident fra 2018 til 2021.
Kommunistpartiet skal nu beslutte, om præsident To Lam skal fortsætte i rollen som fungerende partileder, indtil partiet afholder sin næste kongres i 2026, hvor en ny partileder efter planen skal vælges.
Det eneste tilladte parti
Trong har været partileder siden 2011 og har siddet på posten i tre perioder.
Kommunistpartiet i Vietnam blev etableret i 1930 med det formål at sikre landets uafhængighed fra kolonimagten Frankrig og for at gennemføre en socialistisk revolution.
Efter Vietnam-krigen og genforeningen af Nord- og Sydvietnam i 1975 overtog kommunistpartiet magten over hele landet.
Partiet er det eneste, der er tilladt i landet.
Det kinesiske kommunistparti, som har magten i Kina, har ifølge den statslige kinesiske tv-station CCTV sendt sine kondolencer til sine ligesindede i Vietnam.