Loppemarkeds-fund kan være millioner værd
Van Gogh har været inspireret af skagensmaleren Michael Ancher, siger analysefirma om maleri af fisker
Et maleri solgt på et loppemarked i den amerikanske delstat Minnesota kan vise sig at være mange millioner kroner værd.
Ifølge et amerikansk analysefirma er der nemlig tale om et hidtil ukendt værk af Vincent van Gogh, skriver CNN.
I en rapport skriver analysefirmaet LMI Group, at det gennem undersøgelser af lærredet, malingen og andre karakteristika er kommet frem til, at det er den hollandske kunstner, der står bag.
Inspireret af dansker
Firmaet ejer selv værket, som blev anskaffet i 2019. Den tidligere ejer var en samler, som havde købt det i 2016.
Maleriet forestiller en fisker, der ryger pibe, mens han reparerer et fiskenet. Bag ham ser man strand og hav, og ifølge LMI Group er værket inspireret af danske Michael Ancher. Nærmere bestemt et maleri, der forestiller den nordjyske fisker Niels Gaihede, som skagensmaleren malede mellem år 1870 og 1880.
- Van Gogh kopierede ikke, men oversatte Anchers værk. Det var en proces, han beskrev som en improviseret fortolkning af andre kunstneres værker, skriver analysefirmaet i rapporten.

Elimar
I bunden af oliemaleriet fra loppemarkedet er der skrevet et ord, som menes at være titlen på maleriet. "Elimar" hedder det.
Ifølge LMI Group er det malet mellem 1889 og 1890, mens van Gogh var på et fransk sanatorium. I den periode frembragte han flere værker, som var fortolkninger af andres.
"Elimar" er endnu ikke blevet anerkendt som et maleri af den hollandske kunstner af van Gogh-museet i Amsterdam. Den tidligere ejer forsøgte i 2018, men blev afvist af museet.
Er sikre
LMI Group, der specialiserer sig i kunst, er dog sikre på, at det er den ægte vare. Det er velkendt, at kunstneren gav mange værker væk, og at der ikke blev holdt styr på, hvor de endte, står der i rapporten.
Vincent van Gogh er en af de mest kendte europæiske malere. Han nåede at male omkring 900 malerier, før han døde som 37-årig i 1890.