Løkke: Det rammer dansk økonomi
Europa har et værdifællesskab med USA og kan ikke lade som om, at Taiwan ikke er vores konflikt, siger Løkke
Halvdelen af alle verdens containere sejler igennem Taiwanstrædet. Så hvis Kina invaderer Taiwan, så vil det få stor global indvirkning. Og det vil også ramme dansk økonomi.
Sådan lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Han deltog torsdag i en debat hos Altinget, hvor han gjorde det klart, at han er uenig i nogle meget omtalte udtalelser fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
Ville bruge andre ord
- Taiwan ligger langt væk, men at det ikke er vores konflikt, kan man ikke helt sige. Det er måske ikke os, der skal løse den. Men det er klart, at der vil komme en global implikation, hvis der sker noget i Taiwan, siger Lars Løkke Rasmussen.
Udtalelserne fra Macron er blevet udlagt med forskellige nuancer. Men grundlæggende bliver de fortolket, som om Macron advarer mod, at Europa bliver omfattet af en konflikt om Taiwan mellem stormagterne USA og Kina.
- Jeg ville have brugt nogle andre ord end Macron, siger Lars Løkke Rasmussen.
Vil ramme hele Europa
Han mener, at konflikten i tilfælde af en militær optrapning automatisk vil påvirke hele Europa i kraft af tabt handel og afbrudte forsyningskæder. Samtidig kan man ikke som Macron indirekte lægge op til at sætte Kina og USA i samme kategori, mener Løkke:
- Der er noget stormagtsrivalisering. Men det er ikke sådan, at det er to stormagter, som er balancerede set med vores øjne. Vi har en noget tættere relation til den ene stormagt end den anden værdimæssigt.
Han henviser dermed formentlig til, at skiftende regeringer har lagt dansk udenrigspolitik tæt på USA. Danmark har deltaget i de militære konflikter i Afghanistan og Irak, og Danmarks sikkerhed i vid udstrækning er garanteret af USA's enorme militær igennem Nato.
For spektakulært
Løkke afviser dog at spekulere i, om Danmark i yderste konsekvens skal involvere sig militært på Taiwans og USA's side, hvis Kina skulle invadere øen, der er adskilt fra det kinesiske fastland af Taiwanstrædet.
- Det er alt for spektakulært at trække den helt derud, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han tror på, at det kan lykkes at løse op for spændingerne uden en kinesisk invasion af Taiwan. Det skyldes blandt andet, at både USA, EU og Danmark anerkender det særlige forhold mellem Kina og Taiwan:
- Det er vigtigt, at understrege, at vi har en ét-Kina-politik. Det har man i øvrigt også i USA.
Forventer eskalering
- Derfor har man samtidig en grundlæggende forventning om, at Kina ikke eskalerer situationen, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ét-Kina-politikken har udgangspunkt i det komplicerede forhold mellem Kina og Taiwan, hvor kinesiske nationalister i 1949 flygtede til Taiwan, da kommunisterne overtog magten på fastlandet.
Fokusere på samarbejde
Øen har siden fungeret som en uafhængig stat, men Kina betragter Taiwan som sit territorie. EU og Danmark anerkender i henhold til den såkaldte ét-Kina-politik ikke Taiwan som selvstændigt, men ser Taiwan som en pålidelig partner i forhold til blandt andet handel.
Løkke mener ligesom EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at Europa med det balancerede udgangspunkt skal indgå et fokuseret samarbejde med Kina om blandt andet klimaudfordringerne.
Til gengæld skal Europa gøre sig mere uafhængig af råstoffer og produktion fra Kina.
- Vi skal ikke afkoble os fra Kina. Men vi skal mindske risikoen, siger Lars Løkke Rasmussen.