En 59-årig mandlig arkitekt er fredag blevet anklaget for at have dræbt tre kvinder og efterladt deres kroppe nær stranden på øen Long Island i den amerikanske delstat New York for mere end et årti siden.
Det fremgår af dokumenter fra anklagemyndigheden i forbindelse med sagen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ligdele fra i alt 11 mennesker blev fundet på stranden i 2010 og 2011, der ligger godt 60 kilometer fra New York City.
Annonce
Boede tæt på
Ifølge anklagemyndighedens dokumentation skulle manden - der blev anholdt torsdag aften på Manhattan i byen New York - have boet omkring tyve minutters kørsel fra det sted, ligdelene blev fundet.
Der skulle være i alt seks anklager mod manden, tre anklager om manddrab og tre anklager om uagtsomt manddrab.
Annonce
Desuden skulle han også være anklagemyndighedens hovedmistænkte i sag om et fjerde drab, fortæller Ray Tierney, der er anklager i sagen ifølge AFP.
Bundet på samme måde
- De fire ofre blev fundet i positioner, der ligner hinanden, de var bundet på samme måde med enten bælter eller tape, og de var svøbt i samme lærredsstof, siger han.
Sagen mod den 59-årige arkitekt er baseret på DNA-beviser, teledata fra hans mobiltelefon, der forbinder ham til stederne, og vidner, der har set den 59-åriges bil i nærheden af en af de dræbtes hjem.
Alle fire kvinder, som anklagemyndigheden forbinder med den 59-årige, var prostituerede.
Brugte burner-telefon
- Ved hvert drab brugte manden en burner-telefoner (telefoner, der ikke er forbundet til et kreditkort, red.), når han skulle i kontakt med ofrene. Kort efter ofrenes død, ville han skaffe sig af med dem, siger anklager Ray Tierney.
Den 59-årige arkitekt skulle i tiden efter drabene have søgt en del på sagen om de mange lig, der blev fundet på stranden.
Tortur-porno
"Hvorfor er morderen fra Long Island ikke blevet fanget", skulle en af søgningerne lyde.
På hans computer skulle der desuden være fundet en del "tortur-porno", hvor kvinder foregiver at blive mishandlet, voldtaget og myrdet.
LÆS HER OM LIGSYN, DØDSATTESTER OG OBDUKTION
Ligsyn. Når en person er død, skal liget synes af en læge, der ud fra sikre dødstegn fastslår, at personen er død. Det er den læge, der foretager ligsynet, der udsteder dødsattesten. Hvis lægen vurderer, at dødsmåden eller dødsårsagen ikke er naturlig, så skal lægen kontakte politiet, der sammen med embedslægen senere gennemfører et retslægeligt ligsyn.
Retslægeligt ligsyn. Når lægen vurderer, at dødsmåden eller dødsårsagen ikke er naturlig (ulykke, selvmord, drab), skal lægen tilkalde politiet. Det er så politiet og embedslægen, der sammen skriver dødsattesten. Ud fra sygdomsforløb og omstændigheder i øvrigt vurderer embedslægen og politiet, om liget skal obduceres .
Dødsattest Dødsattesten er et bevis på, at en læge har konstateret personen død. Afdøde må ikke lægges i kiste, begraves, kremeres eller føres ud af landet, før dødsattesten er underskrevet af en læge. Når lægen vurderer, at der ikke er klarhed over dødsmåde eller dødsårsag, skal lægen tilkalde politiet. Så er det politiet og embedslægen, der gennemfører ligsynet og skriver dødsattesten.
Obduktion Der findes to former for obduktioner - lægevidenskabelig obduktion og retslægelig obduktion.
Lægevidenskabelig obduktion Lægevidenskabelig obduktion har til formål at fastslå den nøjagtige dødsårsag. Det for at få bedre kendskab til den eller de sygdomme, som den afdøde led af. Derudover til brug for forskning og uddannelse. En lægevidenskabelig obduktion må ikke foretages uden, at den nu afdøde tidligere har givet skriftligt samtykke, eller pårørende efterfølgende har givet samtykke.
Retslægelig obduktion Retslægelige obduktioner besluttes af politiet ved mistænkelige dødsfald eller dødsfald, hvor dødsmåde og dødsårsag ikke umiddelbart kan fastslås.
En retslægelig obduktion er en ydre og indre undersøgelse af et dødt menneskes krop med det formål at fastslå årsagen til at personen er død.
Alle organer undersøges og der udtages blodprøver og materiale til kemiske undersøgelser. Retslægelig obduktionen gennemføres for at udelukke eller fastslå en forbrydelse. Når der foreligger en forbrydelse, er det vigtigt at dødsårsag og dødsmåde er nøje beskrevet. Det er afgørende, når retten eventuelt senere skal vurdere sagen.
Ligdelene fra de 11 mennesker menes at stamme fra ni kvinder, en mand og et pigebarn. Flere af kvinderne menes at være prostituerede fra området, der var forsvundet.