Kvinde død: Ville redde hunde
En britisk kvinde omkom, da hun ville redde hunde fra tsunami. Det lykkedes hendes mand at holde fast i træ
En britisk kvinde omkom, da hun forsøgte at redde hunde, som hun passede i Tonga, der i weekenden blev ramt af en tsunamibølge efter et vulkanudbrud under havets overflade.
Myndighederne har endnu ikke overblik over følgerne af vulkanudbruddet og de efterfølgende tsunamibølger i øgruppen, som består af 36 beboede øer og omkring 140 ubeboede øer.
Den 50-årige Angela Glover boede i Tonga med sin mand, James. Parret havde oprettet et hundeinternat for at beskytte omstrejfende hunde og finde et hjem til dem.
- Jeg forstår, at denne frygtelige ulykke skete, da de forsøgte at redde deres hunde, siger Nick Eleni, Angela Glovers bror.
Var meldt savnet
New Zealand statslige tv TVNZ havde tidligere meldt kvinden savnet, efter at der havde været rapporter om, at hun blev skyllet væk af en bølge, mens det lykkedes hendes mand at holde fast i et træ.
Vulkanen Hunga Tonga-Hunga Ha’apai, som ligger under vandet ved en ubeboet ø 65 kilometer nord for Tongas hovedstad Nuku’alofa, var i voldsomt udbrud både lørdag og søndag.
I Tonga var der tsunamibølger på 1,2 meter, og en række huse blev ødelagt.
Et lag af vulkansk aske dækker nu dele østaten i den sydlige del af Stillehavet.
Ingen har endnu overblik over ødelæggelserne, da både strøm, internet og telefonforbindelser med omverdenen er brudt.
Overvågningsfly sendt til området
New Zealand og Australien har sendt overvågningsfly til området for at vurdere omfanget af ødelæggelserne.
FN følger situationen nøje og er klar til at sende nødhjælp, oplyser generalsekretær António Guterres.
Det bor omkring 105.000 mennesker på Tonga, som strækker sig over et 800 kilometer langt bælte,
Øgruppen ligger omkring 2400 kilometer fra New Zealand.
Vulkanudbruddet lørdag havde følger halvvejs rundt om jordkloden.
Det førte til tsunamiadvarsler i Fiji, Vanuatu, Chile, Samoa, Australien, New Zealand, Japan, Hawaii og Alaska i USA. Der var søndag rapporter om en drukneulykke i Peru, hvor to mennesker omkom i abnormt høje bølger - formentligt et udslag efter Tonga-vulkanudbruddet.