Kvinde bag giftig Beef Wellington sigtet for tre drab
Kvinden, som serverede Beef Wellington for tre nu afdøde middagsgæster, er blevet sigtet for tre drab
En 49-årige kvinde i den australske delstat Victoria er blevet sigtet for tredobbelt drab og fem drabsforsøg, efter at hun i juli serverede, hvad der menes at være en giftig Beef Wellington for sine gæster.
Det fremgår af retsbogen fra et retsmøde som blev holdt fredag formiddag lokal tid.
Sagen har fået stor opmærksomhed i Australien og sat fokus på den lille by Leongatha, der ligger 110 kilometer sydøst for Melbourne.
Kvinden serverede retten Beef Wellington til sine ekssvigerforældre samt den lokale præst Ian Wilkinson og hans hustru, Heather.
Senere samme aften blev de to par bragt til hospitalet med symptomer på madforgiftning.
Tre døde
I løbet af en uge var tre af dem døde.
Kun præsten overlevede, efter at han havde tilbragt knap to måneder på hospitalet.
Politiet mener, at deres symptomer passer med dem, folk får efter at have spist den meget giftige grønne fluesvamp.
Hun er sigtet for fem drabsforsøg. Deriblandt er tre separate hændelser fra 2021 og 2022, fremgår det af retsdokumenter.
Nægter at have gjort noget galt
Kvinden blev anholdt af politiet torsdag.
Hun bad fredag ikke om løsladelse mod kaution.
Hun nægter at have gjort noget galt. Hendes sag starter til maj næste år.
De mystiske dødsfald er blevet et stort emne i Australien.
Sjældent
Det sker relativt sjældent, at folk i landet dør af svampeforgiftning.
Der er dog adskillige forskellige svampearter, heriblandt den grønne fluesvamp, som er giftige nok til at tage livet af et menneske.