Kronprins Haakon: - Det er alvorligt
Den norske kronprinsesse Mette-Marits ældste søn er sigtet for hærværk og vold efter mild voldsparagraf
Den norske kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, som onsdag blev sigtet i en voldssag, har en relation til den person, som han er sigtet for at have udøvet vold mod.
Det oplyser norsk politi torsdag.
Sigtelsen omfatter såkaldt kropskrænkelse og hærværk, oplyser politiet.
Paragraffen om kropskrænkelse er den mildeste norske voldsparagraf og kan medføre op til et års fængsel.
Anholdt søndag
Politiet i Oslo rykkede søndag formiddag ud til bydelen Frogner. Det skete, efter en melding om at der havde været en voldshændelse i en lejlighed natten i løbet af natten.
En mand i tyverne blev anholdt.
- Da det er blevet offentliggjort i flere medier, at det er Marius Borg Høiby, bekræfter politiet, at det er Høiby, der er sigtet i sagen, skriver politiet i en pressemeddelelse.
- Sigtelsen omfatter kropskrænkelse og hærværk. Der er en relation mellem sigtede og offeret. Sundhedsvæsnet tog hånd om offeret, men politiet har for nuværende ikke oplysninger om, at offeret er kommet alvorligt til skade.
Ikke en del af kongehuset
Marius Borg Høyby er ikke en del af det officielle norske kongehus, selv om han er søn af kronprinsesse Mette-Marit.
Kronprinsessen fik ham i et tidligere forhold, inden hun mødte landets tronarving, kronprins Haakon.
Den norske kronprins bliver under et besøg hos de norske atleter under OL i Paris onsdag spurgt ind til sin stedsøn Marius Borg Høiby.
_ Det berører også mig
- Det er en alvorlig sag, når politiet er involveret. Samtidig er det ikke rigtigt for mig at gå ind i sagen nu, siger han ifølge NTB.
Adspurgt om han stadig kan hygge sig i Paris trods hændelsen, svarer han:
- Det er klart, at sagen også berører mig. Men jeg er her for at heppe på vores hold ved OL, og der er fantastiske præstationer her, siger han.
- Ingen kommentarer
Han ønsker ikke at svare på, hvordan kronprinsesse Mette-Marit eller resten af familien tager sagen.
Kronprinsessen skulle også rejse til Paris med kronprinsen, men har udskudt turen. Det er ikke sikkert, at hun kommer til Paris, lyder det fra kronprins Haakon onsdag.
- Som i alle andre familier er det vigtigt at være der, siger han.