Kraftigt skyderi ved præsidentpaladset
Soldater er til stede i Conakry, der er hovedstad i Guinea, og ved det vestafrikanske lands præsidentpalads
Soldater er til stede i gaderne i Guineas hovedstad, Conakry, hvor der søndag formiddag er hørt kraftigt skyderi.
Det oplyser øjenvidner til nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
En militær kilde siger til Reuters, at den eneste bro, der forbinder hovedstaden med Kaloum-området er spærret af. Det er det område, hvor de fleste ministerier og præsidentpaladset ligger.
Tungt bevæbnet
Mange tungt bevæbnede soldater er sat ind for at holde vagt ved præsidentpaladset, oplyser kilden.
Myndighederne i det vestafrikanske land har ikke umiddelbart meddelt, hvad der foregår.
Men en journalist fra Reuters fortæller, at flere pansrede militærkøretøjer er kørt mod havnen, der også ligger i nærheden af præsidentpaladset.
En unavngiven embedsmand i regeringen oplyser til Reuters, at præsident Alpha Conde er uskadt, men oplyser ikke yderligere.
I Kaloum er der hørt vedvarende skyderi, oplyser beboere i området, som AFP har været i telefonisk kontakt med.
Gå ind
De soldater, der er i gaderne, har bedt beboerne om at gå ind i deres huse og blive der.
Et øjenvidne oplyser til Reuters, at han har set en civil med skudsår.
Der er ikke umiddelbart flere oplysninger.
Guinea er et af verdens fattigste lande.
I oktober sidste år erklærede Alpha Conde sejr ved et stærkt omstridt valg.
Den nu 83-årige præsident stillede op til en tredje embedsperiode, efter at han i marts ændrede forfatningen, så han kunne gå efter yderligere seks år ved magten.
Rettighedsgrupper siger, at mindst 50 personer blev dræbt i de efterfølgende protester mod forfatningsændringen sidste år.