Kraftigste jordskælv i 33 år
Jordskælvet var så stort, at der kan være forekommet rystelser i Danmark, vurderer ekspert
Kunne du mærke jordskælvet? Tip os her
Tidligt mandag morgen var der et kraftigt jordskælv ude i Nordsøen mellem den norske kystby Stadt og Færøerne.
Jordskælvet målte ifølge VG.no. op mod 4,4 på Richterskalaen.
Der er tale om et ganske usædvanligt jordskælv, selvom der med jævne mellemrum forekommer rystelser ude i Nordsøen.
Det vurderer Peter Voss, der er seismolog hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).
- Der har været tale om en stor rystelse, der helt sikkert kunne mærkes flere steder langs den norske kyst. Vores norske kolleger fortæller, at der kun kan komme et jordskælv af denne kaliber hvert tiende år. Det er ikke noget, der sker hver dag, siger Peter Voss til Newsbreak.dk.
Kraftigste i 33 år
Ifølge norske eksperter er jordskælvet faktisk det kraftigste i Nordsøen i 33 år. Vi skal helt tilbage til 1989 for at finde et større jordskælv.
Dengang blev der blev målt et jordskælv på 5,3 på Richterskalaen ifølge VG.
Der er derfor ingen tvivl om, at der har været tale om et støre jordskælv.
Mulige rystelser i Danmark
Peter Voss vurderer, at der var en lillebitte risiko for, at nogle danskere kunne mærke små rystelser.
- Jeg vil tro, det er lidt usædvanligt, hvis nogen kunne mærke jordskævlet, men jeg vil slet ikke udelukke det, forklarer Peter Voss.
Størst chance i Nordjylland
Det er især på de nordjyske breddegrader, at der var en lille chance for at mærke et par rystelser.
- Når der sker lignende jordskælv som dette, har vi førhen fået henvendelser i det nordjyske specielt i Aalborg, selvom det var langt ude i Østersøen. Der kunne det også mærkes på Bornholm.
- Mit bud vil være, at det skulle være et sted i Jylland oppe nordpå, at man ville kunne have mærket det en smule, men vi har også haft jordskælv i Danmark før, og det sker typisk mellem Norge og Jylland, lyder det fra Peter Voss.