Kræver 25 års fængsel til Putin-kritiker
Vladimir Kara-Murza er anklaget for landsforræderi for kritiske udtalelser om krigen i Ukraine
Russiske anklagere kræver 25 års fængsel til oppositionspolitiker Vladimir Kara-Murza, der er en af Ruslands mest kendte kritikere af præsident Vladimir Putin.
Det oplyser hans advokat Maria Eismont ifølge Reuters.
Kara-Murza er anklaget for landsforræderi.
Bombarderer ukrainske hjem
Han blev fængslet i april sidste år for at fordømme Ruslands invasion af Ukraine. Det skete ved tre lejligheder under besøg i udlandet, hvor han var inviteret til at tale.
Under et besøg i USA i begyndelsen af 2022 sagde Kara-Murza, at Putin bombarderer ukrainske hjem, skoler og hospitaler.
Næsten alle fremtrædende kritikere af den russiske præsident er enten flygtet fra Rusland eller fængslet.
Overlevede giftangreb
En af de mest fremtrædende er Aleksej Navalnyj, der sidder fængslet i Rusland.
Han vendte tilbage til landet i januar 2021 efter at have overlevet et giftangreb og efter at have tilbragt flere måneder på et hospital i Tyskland som følge af forgiftningen.
Vladimir Kara-Murza siger, at han selv tidligere har overlevet to giftangreb i 2015 og 2017.
Bar McCains kiste
Kara-Murza har både britisk og russisk statsborgerskab. Han var med til at bære kisten ved den amerikanske senator John McCains begravelse i 2018.
Han var en nær rådgiver for oppositionslederen Boris Nemtsov, som blev skudt og dræbt i det centrale Moskva i 2015.
Europarådet gav i oktober sidste år Vaclav Havel-prisen til Kara-Murza. Han fik prisen for sin kamp for demokrati.