Kongeørn angriber lille pige
En kongeørn tog fat i en lille pige. Hendes mor og en nabo måtte kæmpe for at få ørnen til at slippe barnet
I Norge gik en kongeørn til angreb på en 20 måneder gammel pige i Orkland, der ligger cirka 63 kilometer vest for Trondheim.
Det oplyser pigens far til det norske medie NRK søndag.
- Pigen skulle have et par sting i baghovedet og har kradsemærker fra ørnens kløer under hagen og i ansigtet, siger han.
Angrebet fandt sted, mens pigen var ude og lege. Der var både voksne og børn til stede, da hændelsen skete, forklarer pigens far.
- Ørnen kom ud af det blå og tog fat i pigen. Så trådte moren til og greb fat i ørnen, men måtte kæmpe for at få den til at slippe. En nabo måtte hjælpe moren og den lille pige.
Faren tilføjer, at episoden har været "meget traumatiserende" for barnets mor og hendes søskende, som var til stede.
Kongeørnen blev aflivet kort tid efter hændelsen.
Fire angreb på fem dage
Angrebet på barnet er blot ét ud af fire angreb foretaget af kongeørne i løbet af fem dage i Norge.
Ornitolog Alv Ottar Folkestad siger til NRK, at det er usædvanligt, at kongeørne angriber mennesker.
Han forklarer, at ørne kan blive bange, når man kommer for tæt på dem i naturen. Ornitologen siger desuden, at det er mærkeligt, at et barn blev angrebet, mens det befandt sig blandt andre mennesker.
-Der er ingen logik i det
Kongeørnen, som gik til angreb på den lille pige, var ifølge Alv Ottar Folkestad kun et år og var endnu ikke begyndt at jage.
- Der er ingen logik i det, der skete. Det er et sort hul. Det er unormal adfærd, lyder det fra ornitologen.
Alv Ottar Folkestad har ifølge NRK set billeder fra alle fire angreb. Han siger, at alle angrebene er udført af kongeørne, som netop er fløjet fra reden.