Kommer med udtalelse: Nu erkender Joe Biden
Både fra demokrater og republikanere har der været kritik af Bidens manglende omtale af syvende barnebarn
For første gang har USA's præsident, Joe Biden, vedkendt sig, at han har et syvende barnebarn.
Barnebarnet, 4-årige Navy, er datter af præsidentens søn, Hunter Biden.
Det blev fastslået ved en DNA-test efter, at barnets mor havde sagsøgt Hunter Biden i en sag om børnebidrag, som der i juni blev indgået forlig i.
- Vores søn, Hunter, og Navys mor, Lunden (Roberts, red.), arbejder sammen på at fremme et forhold, som er i deres datters bedste interesse, samt at beskytte hendes privatliv så meget som muligt fremover, står der i en udtalelse fra Joe Biden bragt af People Magazine.
Modstrid med omdømme
Visse republikanere og demokrater har kritiseret Bidens manglende anerkendelse af sit syvende barnebarn.
Flere af dem mener, at det er i modstrid med hans omdømme som et familiemenneske.
I april udtalte Biden, at han var "tosset" med sine seks børnebørn, og at han taler med dem hver dag.
- Dette er ikke en politisk sag, det er et familieanliggende, står der i udtalelsen fra Joe Biden.
- Jill (Biden, hustru, red.) og jeg ønsker blot det bedste for alle vores børnebørn, heriblandt Navy.
"Kold og hjerteløs"
Det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus Elise Stefanik beskyldte i juni Biden for "kold, hjerteløs, selvisk og kujonagtig" adfærd efter afslutningen på sagen mellem Hunter Biden og Lunden Roberts
- Alle amerikanere ved, at Joe Biden skulle have gjort det rigtige for mange år siden og anerkendt alle sine børnebørn, sagde hun til mediet Daily Mail.
Hunter Biden har også fire andre børn.