Kommer med ny melding

Jill Biden mener angiveligt, at det vil være en god idé, hvis præsident Joe Biden genopstiller i 2024

Offentliggjort Sidst opdateret

Joe Biden, som er USA's ældste præsident nogensinde, har til hensigt at stille op til posten igen ved valget i 2024.

Det siger han i et interview med MSNBC fredag.

- Jeg har ikke truffet en formel beslutning, men det er min hensigt at stille op igen, siger Biden, der fylder 80 år den 20. november.

I samme ombæring påpeger Biden, at der stadig er tid, før en endelig beslutning skal træffes.

En stærk stemme

Joe Bidens hustru, Jill Biden, anses af iagttagere for at være en stærk stemme bag kulissen i Det Hvide Hus. På et spørgsmål om, hvorvidt hun synes, at det er en god idé, at Biden genopstiller, antyder præsidenten, at det gør hun.

- Min hustru synes, at det, vi gør, er meget vigtigt, og at jeg ikke bør trække mig, siger han.

Forskellige udmeldinger

Joe Biden har tidligere sagt, at han gerne vil stille op igen, men andre gange har han sået tvivl om sit mulige kandidatur.

I et interview med CBS i september sagde han, at det var "alt for tidligt" at sige noget om, og at beslutningen "stadig mangler at blive truffet".

I samme interview sagde han, at han har "stor respekt for skæbnen".

Joe Bidens hustru, Jill Biden, anses for at være en stærk stemme bag kulissen i Det Hvide Hus. Hun mener tilsyneladende, at det er en god idé, hvis han genoptiller ved valget i 2024. (Arkivfoto).
Joe Bidens hustru, Jill Biden, anses for at være en stærk stemme bag kulissen i Det Hvide Hus. Hun mener tilsyneladende, at det er en god idé, hvis han genoptiller ved valget i 2024. (Arkivfoto).

Hvis Trump forsøger comeback

Fredag antyder Biden, som han har gjort det før, at det kan være motivation for at stille op til det opslidende job igen, hvis tidligere præsident Donald Trump forsøger at gøre comeback i Det Hvide Hus.

Biden fortæller, at hans søn Beau, som døde i 2015, ville have sagt til ham, at han skal genopstille, "afhængigt af hvem modstanderen er".

- Hvis modstanderen har et synspunkt, som er det modsatte af mit, i forhold til hvad jeg mener er godt for demokratiet og den gennemsnitlige amerikaner, så ville Beau have sagt til mig: Far, du har en forpligtelse, siger han.

Hvis Biden stiller op til præsidentvalget i 2024 og bliver genvalgt, vil han være 86 år, før han afslutter sin anden præsidentperiode.

BLÅ BOG: Joe Biden

Blå bog om Joe Biden:

Navn: Joseph Robinette Biden.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikaner.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fået fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og statskundskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Barack Obama, der blev Demokraternes præsidentkandidat, valgte Joe Biden som sin vicepræsident.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

* 2020: Officielt nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Bliver 7. november udråbt som vinder af præsidentvalget, der fandt sted 3. november.

* 2021-: Præsident for USA.

Kilde: CNN.

Powered by Labrador CMS