'Klamme forhold'
Der var kun få, overfyldte toiletter og én håndvask på svenske Kebnekaise Fjällstation, der er ramt af diarre
Et stort udbrud af diarre har fastholdt hundredvis af folk ved den populære nordsvenske vandredestination Kebnekaise Fjällstation, der nu er lukket for flere turister.
Mere end 100 personer står i kø til at blive fløjet væk af helikopter, har svenske medier berettet, mens de få toiletter er overbelastede.
Danske Karina Brock Wilhelm var på fjeldstationen onsdag til fredag, inden hun blev fløjet med helikopter til byen Kiruna, hvor hun befinder sig nu.
Hun beretter om ringe sanitære forhold på bjergets fjeldstation, hvor hun anslår, at omkring 300-400 vandrere opholdt sig i området, da hun var der.
Der var tre muldtoiletter, som er et lille træskur med et hul i jorden, og fem festivaltoiletter.
Skal flyves frem og tilbage
Når festivaltoiletterne skal tømmes, skal de flyves frem og tilbage med helikopter, og derfor nåede de at blive ”rigtig fyldte”.
- De var godt nok klamme, siger Karina Brock Wilhelm.
Situationen blev forværret af, at der kun var opsat én håndvask til at vaske hænder.
- Der var en kæmpe kø, så jeg bemærkede mange, der sprang den del over. Og jeg bemærkede, at mange også brugte den håndvask til at børste tænder.
- Da jeg så det, tænkte jeg bare 'ej nej nej, lad være med det'.
Normalt bedre forhold
Karina Brock Wilhelm har vandret i området før.
Hun fortæller, at der normalt er bedre sanitære forhold på fjeldstationen med træk og slip-toiletter.
Men i vinter var der et stort stenskred, som ødelagde kloakeringen, og nu arbejder håndværkere på at udbedre det.
Stationen er blevet lukket fra søndag og frem til torsdag i næste uge.
- Vi bliver nødt til at få stoppet spredningen af infektionen på stationen og give de ansatte en chance for at få rengjort alle områder og få bragt nye toiletter op til området, lyder det i en udtalelse.
'En ærgerlig situation'
Kebnekaise Fjällstation oplyser til Ritzau, at det er en ærgerlig situation, at den midlertidigt udfordrede sanitære situation og mavesygdommen ramler sammen.
Stationen mener, at sygdommen er blevet bragt til stationen fra andre dele af vandreruten.
De påpeger, at de har fulgt deres strenge rengøringsprocedurer som normalt, men at det har spredt sig alligevel.
Turister, der havde planlagt besøg på bjergstationen mellem søndag og torsdag, vil få aflyst deres tur og få pengene tilbage, skriver det svenske medie Aftonbladet.