Kilder: Betjent dræbt ved Pentagon
Området omkring USA's forsvarsministerium var tirsdag lukket ned efter meldinger om skyderi
En politimand er død, efter at han blev stukket ned udenfor det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, tirsdag.
Det siger kilder til nyhedsbureauet AP.
Gerningsmanden skal være blevet skudt af politiet. Der er ikke umiddelbart flere oplysninger om vedkommendes tilstand.
Pentagon blev lukket ned i omkring halvanden time tirsdag morgen lokal tid, efter at der var affyret skud tæt ved bygningens indgang.
Oplysningen om betjentens død er ikke officielt bekræftet.
Den særlige politistyrke, der sørger for sikkerheden ved Pentagon, har heller ikke bekræftet, at der har været et skyderi.
Politiet har blot skrevet på Twitter, at ministeriet var lukket ned på grund af en "hændelse", og at det er åbnet igen.
Pentagon ventes at komme med yderligere oplysninger på en pressekonference senere tirsdag.