Kat smitter ejer med grufuld sygdom

I Oregon har en person fået byldepest. Kontaktpersoner har fået medicin for at forhindre yderligere smitte

Offentliggjort Sidst opdateret

Byldepest i Oregon

En person i Oregon er smittet med byldepest, sandsynligvis via sin kat.

Sygdommen, der var kendt som Den sorte død, kan i dag behandles.

Den smittede er i behandling, og nære kontakter er forebyggende medicineret.

Katten overlevede ikke, og lokale myndigheder melder om sjældne tilfælde af pest.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En person i den amerikanske delstat Oregon er blevet smittet med et sjældent tilfælde af sygdommen byldepest.

Det oplyser embedsmænd i Oregon.

Personen er sandsynligvis blevet smittet af sin kat.

Byldepest slog i middelalderen omkring en tredjedel af Europas befolkning ihjel under den epidemi, der var kendt som Den sorte død.

Sygdommen er i dag ualmindelig i industrilande og kan behandles. Det er dog stadig risikofyldt, når et menneske bliver smittet.

Er i behandling

Den smittede persons identitet er ikke offentligt kendt, men embedsmændene oplyser, at vedkommende er i behandling.

- Alle tætte kontaktpersoner til borgeren og kæledyret er blevet kontaktet og har fået medicin for at forebygge sygdom, siger Richard Fawcett, som er læge og repræsentant for de lokale sundhedsmyndigheder i Deschutes County i Oregon, hvor den smittede person har bopæl.

De lokale myndigheder i Oregon oplyser, at pestsmitte i området er sjælden, og at det sidste tilfælde blev anmeldt i 2015. (Arkivfoto).

Katten er død

Ifølge nyhedsbureauet AP er den smittedes kat også blevet behandlet, men den har ikke overlevet byldepesten.

De lokale myndigheder oplyser, at pestsmitte i området er sjælden, og at det sidste tilfælde blev anmeldt i 2015.

- Heldigvis blev dette tilfælde identificeret og behandlet i de tidlige stadier af sygdommen, så det udgør en lille risiko for lokalsamfundet, lyder det i en udtalelse.

- Ingen yderligere tilfælde er dukket op i undersøgelserne.

Her er symptomerne

Myndighederne forklarer desuden, at pestsymptomerne for mennesker viser sig, op til otte dage efter man er blevet udsat for smitte.

Symptomerne er blandt andet feber, kvalme, kulderystelser og muskelsmerter. Hvis sygdommen ikke bliver opdaget tidligt, kan byldepest udvikle sig til såkaldt septikæmisk pest - en infektion i blodet - eller lungepest, som påvirker lungerne. Begge er meget alvorlige.

Powered by Labrador CMS