Årh hvor sødt: Tigerunge i zoo – se billederne
I søndags kom der i Aalborg Zoo en unge til verden hos havens Sumatra tigere.
Dyrepasserne i Aalborg Zoos rovdyrafdeling har i en periode holdt ekstra øje med den 14 år gamle huntiger Kim, som sidst år ankom fra Rheine Zoo i Tyskland. Man var ret sikker på var Kim drægtigt og i søndags var der så gevinst, idet Kim havde født 1 unge i et mindre indeanlæg ved rovdyranlægget.
– Det er ikke første gang Kim får unger og hun har tidligere vist sig som en rigtig god tigermor, så vi er ret sikre på det også går godt denne gang, siger Dyrepasser Frank Thomsen.
Tigerungen kan allerede nu ses af publikum i rovdyrenes indeanlæg.
Sumatra tigeren findes i naturen kun på den Indonesiske ø, Sumatra. Den er den mindste af de seks tigerunderarter der findes i dag. En Sumatra tigerhan kan veje op til 140 kilo.
Sumatra tigeren er kritisk truet i naturen. Der menes at være 400-600 vildtlevende individer tilbage. Den største trussel for tigeren er krybskytteri. Dele fra tigre bruges til at fremstille naturmedicin, som sælges flere steder i Asien. Desuden forsvinder tigerens naturlige levesteder på grund af øget befolkningstilvækst, hvor deres leveområder ryddes til eksempelvis bebyggelse, landbrug, plantager eller græsningsarealer til kvæg.