Kæmpe-skat fundet på Konstantins slot

Grækerne renoverer den afsatte kongefamilies sommerslot, der skal være museum. Værdifuldt vinlager er fundet

Ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie ses her på Fredensborg Slot, da dronning Margrethe i 2015 fyldte 75. Parret lever i eksil i London. Nu viser det sig, at et af den græske kongefamiliens gamle slotte i Grækenland rummer en kæmpe skat af værdifuld vin og spiritus.
Offentliggjort Sidst opdateret

Under renoveringen af den græske kongefamilies sommerslot i Tatoi nord for Athen, Grækenlands hovedstad, har håndværkerne fået en overraskelse.

For de har fundet et stort lager af værdifuld vin og spiritus.

Det er både græsk og udenlandsk vin og spiritus.

Lina Mendoni, græsk kulturminister, siger, at det er "et fund af stor historisk betydning".

4000 flasker - leder fortsat

Der er fundet over 4000 flasker, og håndværkerne leder stadig efter flere flasker.

Blandt de rigtig gode flasker er en whisky fra dengang, da dronning Elizabeth II blev kronet den 6. februar 1952.

Der er vin fra slottene Chateau Margaux, Chateau de Vincennes og Chateau Rothschild. Disse flasker dateres tilbage til det 19. århundrede.

Sommerpaladset og den store skov, der omgiver det, er i øjeblikket ved at blive udviklet og renoveret.

Det skal være museum og en turistattraktion.

Konstantin var den sidste

Slotsområdet rummer blandt andet en gravplads, hvor en lang række medlemmer af den græske kongefamilie har deres sidste hvilested.

Grækenland afskaffede monarkiet ved en folkeafstemning tilbage i 1974.

Landets sidste monark, inden Grækenland blev republik, var kong Konstantin, gift med dronning Anna-Marie, som er søster til dronning Margrethe.

Militærkup

Konstantin blev konge i 1964.

I 1967 forlod han Grækenland efter en urolig tid med politiske kriser og militærkup.

Ekskong Konstantin er i dag 81 år og bor i Grækenland med eksdronning Anne-Marie, som er 74.

Powered by Labrador CMS