Kæmpe lufthavn må give op
Heathrow lufthavn kan ikke længere klare presset og sætter loft på antallet af passagerer
Heathrow i London meddeler tirsdag, at lufthavnen har sat et loft på 100.000 passagerer, som dagligt kan lette fra lufthavnen.
Det sker i et forsøg på at begrænse de lange køer, bagageforsinkelser og aflysninger af fly.
På normale dage kommer der mellem 110.000 og 125.000 passagerer gennem Heathrow, der er Storbritanniens største lufthavn.
Det betyder, at op mod hver femte passager vil blive afvist resten af sommeren.
Går længere
Lufthavnen har allerede reageret på den britiske regerings opfordring til at begrænse kapaciteten. Men Heathrows ledelse går nu længere endnu.
- Nogle flyselskaber har taget vigtige skridt, men andre har ikke, og vi mener, at yderligere handling er påkrævet nu for at garantere passagerer en sikker og pålidelig rejse, skriver Heathrows topchef, John Holland-Kayes, i et åbent brev.
- Vi har derfor truffet den vanskelige beslutning at indføre en indskrænkning af kapaciteten fra 12. juli til 11. september.
- Vi indser, at det vil betyde, at nogle sommerrejser vil blive flyttet til andre dage eller andre lufthavne eller helt blive aflyst, og vi undskylder over for dem, hvis rejseplaner bliver berørt, lyder det fra Holland-Kayes.
Andre store lufthavne i Europa melder om lignende problemer med kapaciteten. Blandt andet Schiphol i Holland. Mange steder mangler der personale til at håndtere indtjekning, bagage og afgange.
Heathrows beslutning bliver kritiseret af Iata, der repræsenterer luftfartsselskaber over hele verden.
Har undervurderet
Problemerne skyldes alene, at Heathrow har undervurderet, hvor hurtigt verden er ved at komme sig efter coronapandemien, lyder det fra Iata's øverste chef, Willie Walsh.
Han mener, at Heathrow sætter egen profit højere end de luftfartsselskaber, som lufthavnen skal betjene. Og det er selskaberne, som i sidste ende kommer til at betale regningen for lufthavnens indskrænkninger.