Joe Biden slår fast: -Det er slut

-Alle virker til at være i god form. Så jeg tror, at det er ved at ændre sig, siger præsidenten

Offentliggjort Sidst opdateret

Coronapandemien er ovre i USA.

Det siger den amerikanske præsident, Joe Biden, i et interview med "60 Minutes" på tv-kanalen CBS, som bliver vist søndag aften lokal tid i Washington D.C.

- Vi har stadig et problem med covid-19. Der er stadig meget at arbejde med. Men pandemien er ovre.

- Måske har I lagt mærke til, at ingen bærer mundbind. Alle virker til at være i god form. Så jeg tror, at det er ved at ændre sig, siger præsidenten.

Bedre behandling og vacciner

Effekten af pandemien er blevet mindsket, i takt med at amerikanerne har fået adgang til bedre behandling og flere vacciner.

Men tal fra de amerikanske sundhedsmyndigheder viser, at flere hundrede amerikanere hver dag mister livet efter sygdom med covid-19.

Og på de statslige budgetter kan pandemien bestemt også stadig ses.

Præsidenten har bedt Kongressen om at godkende 22,4 milliarder dollar til at finansiere en potentiel efterårsstigning i antallet af smittetilfælde. Det svarer til cirka 167 milliarder kroner.

Isolerede sig

Både Joe Biden og hans hustru, Jill Biden, har været tvunget til at isolere sig, da de selv fik covid-19 i august.

Begge kom igennem uden alvorlige sygdomsforløb. Det bærer ifølge præsidenten vidne om forbedringerne i sundhedssektoren under hans embede.

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder bliver 59.856 personer i gennemsnit smittet hver dag. Det er et gennemsnit baseret på de seneste syv dage.

Selv om mange tusinde amerikanere stadig bliver smittet med coronavirus hver dag, mener præsident Joe Biden, at pandemien kan erklæres for overstået.
Selv om mange tusinde amerikanere stadig bliver smittet med coronavirus hver dag, mener præsident Joe Biden, at pandemien kan erklæres for overstået.

Over 4.000 på sygehuset

Der sker i gennemsnit 4371 hospitalsindlæggelser om dagen af folk, som har covid-19. Det er ligeledes et gennemsnit baseret på de seneste syv dage.

Interviewet med Joe Biden var en del af det politiske program "60 Minutes".

I interviewet forsikrede Biden også Taiwan om, at USA vil komme til undsætning, hvis Kina skulle angribe.

Han sagde desuden, at han endnu ikke havde bestemt sig for, om han vil genopstille til næste præsidentvalg i 2024.

BLÅ BOG: Joe Biden

Blå bog om Joe Biden:

Navn: Joseph Robinette Biden.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikaner.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fået fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og statskundskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Barack Obama, der blev Demokraternes præsidentkandidat, valgte Joe Biden som sin vicepræsident.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

* 2020: Officielt nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Bliver 7. november udråbt som vinder af præsidentvalget, der fandt sted 3. november.

* 2021-: Præsident for USA.

Kilde: CNN.

Powered by Labrador CMS