Israelske soldater skal stå klar til at gå ind i Libanon
Luftangreb skal gøre det muligt for israelske soldater "muligvis" at gå ind i Libanon, siger generalstabschef
Den israelske generalstabschef, Herzi Halevi, siger onsdag til israelske soldater, at de skal gøre sig klar til "muligvis at gå ind i" Libanon.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- I har kunnet høre jagerflyene over jeres hoveder. Vi har angrebet hele dagen, siger han.
- Det er både for at gøre området klar til, at I muligvis kan gå ind, og for at fortsætte med at nedbryde Hizbollah.
Indkalder ekstra brigader
Tidligere onsdag indkaldte det israelske militær, IDF, to ekstra reservebrigader til den nordlige del af landet.
Det sker efter over en uge med markant optrapning i konflikten mellem Israel og den libanesiske bevægelse.
Premierminister Benjamin Netanyahu har indkaldt til et møde i sit sikkerhedskabinet klokken 19 dansk tid, rapporterer det israelske medie Ynet.
Vil ramme Hizbollah hårdt
Onsdag aften har han delt en kort videobesked på X, hvor han siger, at Israel rammer Hizbollah hårdt.
- Jeg kan ikke gå i detaljer med alt, hvad vi gør, men jeg kan fortælle jer én ting: Vi er fast besluttet på at få vores borgere nordpå sikkert hjem, siger han ifølge Reuters.
Han nævner ikke amerikanske forsøg på at skaffe en våbenhvile.
- Vi stopper ikke
Den israelske forsvarschef, Herzi Halevi, siger onsdag eftermiddag, at Israel ikke "stopper".
- Vi vil blive ved med at angribe dem og gøre skade på dem overalt, siger Halevi ifølge nyhedsbureauet AFP til soldaterne.
- For at gøre dette forbereder vi os på manøvrens forløb, og fornemmelsen er, at jeres militærstøvler vil gå ind på fjendens territorie, siger Halevi.
- Jeres kraftfulde indtog vil vise (Hizbollah, red.), hvordan det er at møde en professionel kampstyrke.
- Ødelæg fjenden
- I kommer med langt mere styrke end dem, langt mere erfaring end dem. Gå ind, ødelæg fjenden, og ødelæg infrastrukturen.
Formålet er at give israelske borgere nordpå i landet mulighed for sikkert at vende tilbage, siger Halevi videre ifølge AFP.
Den optrappede konflikt mellem Hizbollah og Israel har relation til Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023.
Eksploderende kommunikationsudstyr
Israel indledte efter den 7. oktober omfattende angreb på Hamas i Gaza, og Hizbollah har i solidaritet med Hamas intensiveret sin beskydning af Israel.
Det har ført til, at tusindvis af israelere i det nordlige Israel er fordrevet, hvilket Israels regering ikke vil gå med til.
De to parter har næsten dagligt udført angreb mod hinanden over grænsen, uden at det er eskaleret til egentlig krig.
Siden sidste uge har der dog været en markant optrapning i situationen med eksplosioner i kommunikationsudstyr i Libanon samt stærkt intensiverede luftangreb.
Hundredvis har ifølge libanesiske myndigheder mistet livet de seneste dage.